Skip to main content

Den Hageske Stiftelse fik besøg af Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget

25. april 2023

Udvalget fik et spændende indblik i en lokal virksomhed, der er en erhvervsdrivende fond med det almennyttige formål at yde hjælp til personer, som søger hjælp til helbredelse og lindring for psykiske lidelser.

Den Hageske Stiftelse blev oprettet i 1922 af godsejer Johannes Hage. Stiftelsen driver godset Nivaagaard, hvortil der hører ca. 120 hektar jord. Stiftelsen er dermed en af kommunens største arealforvalter
.
Udvalget kvitterede for den konstruktive dialog, som kommunen og stiftelsen har omkring biodiversitet og synergi med klimatilpasning og fx CO2 binding – herunder det store naturprojekt Nivå Engfjord, der var med i finalen om at vinde konkurrencen Danmarks Vildeste Kommune.

Stiftelsen hjælper derudover med forskellige tjenesteydelser til Nivaagaards Malerisamling, som Fredensborg Kommune også yder fast støtte til, så elever fra alle kommunens skoler løbende får kunstneriske oplevelser og viden.

”Vi sætter stor pris på stiftelsens opbakning til Nivaagaards Malerisamling, som er en markant attraktion til glæde for både de mange besøgende og hundredvis af vores skoleelever hvert år. Dermed får mange borgere - store som små - ny viden og kreativ dannelse i kraft af malerisamlingen”, siger Lars Søndergaard, formand for Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget.

Billedtekst: Fra venstre i billedet Peter Tom-Petersen, direktør Den Hageske Stiftelse, stiftelsens bestyrelsesformand, Erik Bjerager og fra Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget: Lars Søndergaard, Kristian Tandrup, Suzan Daoud, Bjørn Svensson

Lyt til netradio