Skip to main content

Samtalesalonerne vender tilbage

18. august 2020

Efter at forårssæsonen blev afbrudt halvvejs på grund af coronakrisen, er Nivå Bibliotek nu klar med et spritnyt program for efterårets samtalesaloner. Emnet ved efterårets første samtalesalon torsdag den 3. september klokken 10-11.30 vil være ”livsovergange

 

Efter at forårssæsonen blev afbrudt halvvejs på grund af coronakrisen, er Nivå Bibliotek nu klar med et spritnyt program for efterårets samtalesaloner. 

Der bliver måske nok lidt større afstand mellem deltagerne, og håndspritten vil altid være inden for rækkevidde, men derudover vil alt være ved det gamle, når Nivå Bibliotek den første torsdag i september tager hul på endnu en omgang samtalesaloner.

 

Emnet ved efterårets første samtalesalon torsdag den 3. september klokken 10-11.30 vil være ”livsovergange”. Som altid vil værterne have forberedt en række spørgsmål, som deltagerne to og to bliver sat til at samtale omkring. Samtaleparrene bliver sammensat af værterne, så man kan sagtens møde op alene, og man skal ikke være nervøs for at sidde uden nogen at tale med.

 

Måneden efter, torsdag den 1. oktober, vil emnet for samtalesalonen være rigdom, og den 5. november står den på en snak om ensomhed. Også i december vil der være samtalesalon, men her er emnet ikke fastlagt.

 

Mens de fleste overordnede emner altså er besluttet for efteråret, vil der stadig for oktober og novembers vedkommende være mulighed for at deltage i workshops, hvor man inden selve samtalesalonen kan være med til at finde på spørgsmål. Datoerne for disse workshops vil blive meldt ud til samtalesalonerne og på Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside.

 

”En samtalesalon træner deltagerne i kunsten at samtale med mennesker, som man måske ikke har mødt før eller måske ikke har så meget til fælles med,” siger Jeanette Jensen fra Nivå Bibliotek. ”Spørgsmålene, som man skal svare på, kan til tider måske virke provokerende, men hensigten er udelukkende at åbne op for samtalen og gøre os mere nysgerrige på hinanden.”

 

Samtalesalonerne er gratis, og man skal bare møde op uden tilmelding.

Lyt til netradio