Hoteldirektør Niels Fennet modtog æren som VisitNordsjællands nye goodwill ambassadør.

 

Nysgerrig efter de nyeste turismetendenser?


Hvordan får vi flere turister til Nordsjælland?


Hvad gør vi for at sikre væksten?

Forleden samlede VisitNordsjælland turistbranchen på Strand- og badehotel Marienlyst, for at hilse sæson 2015 velkommen og kåre en nyvalgt goodwill ambassadør.

- Hvis vi skal fortsætte den flotte turismeudvikling i Nordsjælland og fortsat være den destination i Danmark, der vækster mest så er det nødvendigt, at vi arbejder sammen.

For ”Sammen kan vi mere”.

Vores kommende strategi vil have fokus på markedsudviklingen.

Hvad er det gæsten ønsker og forventer, når han kommer til Kongernes Nordsjælland?

Hvis vi kan ramme det, så får vi også vækst og fremgang. Men hvis gabet mellem de produkter vi tilbyder og gæstens ønsker bliver for stort, så taber vi markedsandele,” sagde Annette Sørensen, direktør for VisitNordsjælland til de over hundrede turismeaktører, der var mødt op til VisitNordsjællands årlige Get2gether med marketing og networking som omdrejningspunkt.

- Vores vision er, at vi også fremover vil være den destination i Danmark, der vækster mest. Vi skal fortsætte med at arbejde innovativt, og over for gæsten skal Kongernes Nordsjælland fremstå, som et sammenhængende oplevelsesprodukt. Annette Sørensen kunne også fortælle at endnu en EU-ansøgning om nye udviklingsmidler til destinationen er på trapperne og takkede ellers for den flotte opbakning fra kommunerne og erhvervet. - Det gode værtsskab og gæsten skal være i centrum de kommende år, når vi sammen skal skabe flere besøg, flere møder og flere overnatninger til Kongernes Nordsjælland.

Store turismeinvesteringer i Nordsjælland
- Nordsjælland har en turismeomsætning på 7,7 mia. og 1,7 mio. overnatninger pr. dags dato. 25 procent af overnatningerne er udenlandske med en gennemsnitlig årlig vækst på 4,6 procent. Fire nye store investeringer er realiseret i 2014, relancering og opgradering af Hotel Marienlyst, Hundested Havn med nye kreative værksteder, Ilse Jacobsens Kurbad i Hornbæk og Store Kro i Fredensborg. Det er fantastisk og meget positivt for vores destination, fortalte Birgitte Bergman, udvikling- og marketingschef, VisitNordsjælland

- I 2015 tager vi et stort skridt i retning af flere niché, tematiserede og eventbårne kampagner. Vi har en ambition om at styrke Kongernes Nordsjællands internationale profil og ikke mindst kultursatsning.

Og i samarbejde med jer aktører, Scandlines, Wonderful Copenhagen, VisitDenmark og VisitOdsherred vil vi gerne synliggøre destinationen gennem markedsføring, pressebearbejdning og turoperatørbearbejdning, sagde Birgitte Bergman.

 

Nordsjælland set udefra
Fra VisitDenmark var markedscheferne fra Nordsjællands nærmarkeder fløjet ind for at give deres bud på, hvordan destinationen kan tiltrække flere svenskere, nordmænd, tyskere og englændere. - Svenskerne er glade for mini-breaks. Små korte ferier ikke alt for langt fra hjemmet. Og så er temarejser populære, sagde markedschef Peter Krusborg, VisitDenmark, Sverige. - For tyskerne er den klare tendens at deres ferieperiode er blevet længere – at de forskellige regioner holder hovedferien fordelt helt fra juni til september, så sæsonen er blevet længere, og det bør udnyttes.

Samtidig er salget af mountainbikes og løbesko eksploderet inden for det seneste år, og der har Nordsjælland virkelig et stort potentiale med rigtig gode cykel- og løberuter, sagde Lars Ramme, markedschef, VisitDenmark, Tyskland. - For nordmænd er forventningerne til Danmark og Nordsjælland høje.

Men de er også lette at indfri, da dansk værtsskab er det nordmændene rejser efter. Det gode liv og direkte kontakt med danskerne tiltrækker nordmændene, sagde Vidar Mørch, VisitDenmark, Norge. Margit Klemmensen, markedschef fra VisitDenmark, UK kunne fremlægge en stigning i engelske overnatninger på 20 procent i Nordsjælland år til dato og mente ellers at englændernes store trækplaster i Nordsjælland er sucessen med cykelkonceptet, som for alvor er slået igennem og ikke mindst kulturtilbuddene og Hamlet på Kronborg.

Ny goodwill ambassadør til Nordsjælland
Dagen bød også på en ny ambassadør til Kongernes Nordsjællands goodwill ambassadørkorps. Korpset består af 12 engagerede mennesker, der ”promoverer destinationen Kongernes Nordsjælland og yder VisitNordsjælland hjælp med netværk, branding, nye tendenser og ekspertise til tiltag og projekter, der skaber vækst i oplevelsesøkonomien i Nordsjælland.

Titlen som goodwill ambassadør er en æresbevilling, som tildeles personer, der besidder unikke kompetencer og er motiverede til at gøre en forskel for Kongernes Nordsjælland som danske og udenlandske gæsters foretrukne fristed med plads til livskvalitet og livsglæde.

” For sit store engagement i destinationen, overtagelsen og istandsættelsen af Fredensborg Store Kro og værtsskabet af den lokale turistinformation blev ambassadør nr. 13 hotelejer Niels Fennet.