Oplevelsesruten, Kærlighed på cykel, har nu inspireret 11 internationale rejsebureauer til at arrangere cykelferier i Nordsjælland. Vi rammer lige ned i en tendens med cykel, natur og individuelle ferier, siger Birgitte Bergman, udviklings- og marketingchef, VisitNordsjælland.

Allerede sidste år havde det engelske rejsebureau Inntravel fået øjnene op for mulighederne for cykelturister i Nordsjælland. Med inspiration fra VisitNordsjællands nye oplevelseskoncept, Kærlighed på cykel, bookede englændere rejser til destinationen, hvor cykelferien langs Den Danske Riviera med overnatning på badehotellerne var omdrejningspunktet. 784 overnatninger blev det til i 2013 og samtidig blev Nordsjælland Inntravels bedst sælgende produkt i konkurrence med bl.a. Toscana og Provence.

Nu har danske Ruby Rejser, der arrangerer cykelrejser til hele Europa, også valgt at lave ture for deres turister til Nordsjælland. Inspirationen kommer igen fra Kærlighed på cykel, og går bl.a. gennem Snekkersten, Helsingør, Hornbæk og Hillerød. Der er både en tur for de mere øvede og en for hele familien. Fælles for dem er 3-4 stjernede overnatningssteder, gode cykler og at bagagen fragtes fra hotel til hotel.


Elleve rejsebureauer sender cykelturister hertil


- I år prøver vi som noget nyt at arrangere cykelture til Nordsjælland. Selvom vi har hovedsæde i Århus, har vi valgt Nordsjælland, fordi vi dels har modtaget inspirerende og professionel hjælp til at få mange praktiske opgaver løst, dels kan tilbyde et område, der har det meste af alt det, en cykelturist kan ønske sig: Skønne strande, søer og skove, samt store oplevelser uanset om man er til kultur eller historie. Her er korte afstande mellem charmerende byer og spisesteder, og på de mange cykelveje og -stier, kan man trygt hengive sig til det egentlige: Med alle sanser åbne, at opleve denne herlige del af Danmark.


- Da vi gerne vil tiltrække gæster fra hele verden, lader vi vore ture starte i København. Her kommer man til med fly, og København har et flot brand blandt cyklister i hele verden. Vores cykelture inviterer til at kombinere netop storbyferie i København med store cykeloplevelser i Nordsjælland, siger Jens Ole Aaris, medejer og produktchef, Ruby Rejser.


Nordsjælland og cykelturisme boomer


Ruby Rejser indgår i et netværk af rejsebureauer over hele verden, som samarbejder om at udbyde cykelture. Det betyder, at cykelturene i Nordsjælland samtidig bliver tilgængelige for turister fra foreløbig 11 forskellige rejsebureauer i Italien, Østrig, Tyskland, Holland, Canada, USA og UK.


- Vi mærker tydeligt, at Nordsjælland boomer i forhold til cykelturismen. Der er rigtig mange, der bliver overraskede over, at de kan finde så meget skøn natur og så mange gode oplevelser så tæt på København. Kærlighed på cykel er blevet et eksempel på et feriekoncept, der nu for alvor slår igennem i udlandet både fordi det præsenterer sig anderledes end andre cykelferier, og fordi vi rammer lige ned i en tendens med cykel, natur og individuelle ferier, siger Birgitte Bergman, udviklings- og marketingchef, VisitNordsjælland.

Artiklen bringes i samarbejde med http://www.rejse-nyt.dk