Regeringen, Enhedslisten og Dansk Folkeparti er netop nu blevet enige om, hvordan midlerne i Togfonden skal udmøntes.

Det betyder hurtigere og bedre tog til alle i hele landet. Socialdemokraternes transportordfører Rasmus Prehn er glad for aftalen.

”Togfonden betyder et historisk løft af den danske jernbane, som kommer alle danskere til gode.

Vi får både hurtigere og grønnere tog mellem de største byer, ligesom vi har besluttet at hastighedsopgradere regionalbaner i hele landet.

Fremover bliver det altså langt mere attraktivt at hoppe på toget, når man for eksempel skal fra Skanderborg til Skjern eller fra Holbæk til Kalundborg.”

Aftalen om togfonden kommer landets togpassagerer til gode, og er også med til at skabe tusindvis af arbejdspladser.

Der sættes blandt andet penge af til en ny bane til Billund lufthavn, til bedre vilkår for gods på bane og bedre parkeringsforhold ved stationer.

”Vi har i dag fået slået de sidste søm i mange nye projekter, som får stor lokal betydning.

Det gælder både banen til Billund lufthavn og de forbedrede muligheder for at køre med gods på jernbanen i det nordjyske.

Ligesom på Staunings tid sætter vi nu gang i store infrastrukturinvesteringer, som sparer masser af transporttid, sætter gang i hjulene, og hvor vi med sociale klausuler sikrer lærlingepladser, og at arbejdet sker på danske løn- og arbejdsvilkår. Som transportordfører og socialdemokrat er det svært at få armene ned.”

{fcomments on}