Det var faktisk fagforeningerne SID og LO der stod bag finansieringen, og sammen med AOF fik de også sat skub i de lokalgræsrødder.

I Fredensborg sad den gang en mand som intet anede omkring produktion af radioprogrammer eller noget som helst andet om lokalradioer, men hans kone arbejdede tilfældigt hos AOF, og hun var med til at skulle skaffe frivillige til den nye lokalradio i kommunen. Her skulle bruges personer til et nyt Radioråd i kommunen, og der skulle bruges personer til at stå i spidsen for den nye lokalradio. Så med lidt ekstra pres på ægtemanden Kurt Kammersgaard, så lykkedes det at overtale ham til at stå i spidsen for radioen, trods en total mangel på viden om det nye medie han nu blev frivillig ’chef’ for.

”Det gav genlyd i den borgerlige del af kommune, at der nu kom en det de kaldte ’rød’ radio – da alle pengene til udstyr og opstarten kom fra fagforeningerne. Men vi lavede en aftale fra starten på Radio Humleborg, og den holder endnu, – vi er alles radio – og der er absolut ingen politisk farve i vores arbejde og udsendelser,” fortæller Kurt Kammersgaard.

Et scoop


Det var dog et politisk interview der står som det største scoop i Kurt Kammersgaard erindring.
”Jeg var på vej hjem fra Esbjerg en lørdag, efter et kursus. Ind i min kupe kom daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen som med sin pressestab. De havde været til valgmøde i Esbjerg, blot fire dage før selve folketingsvalget, og de begyndte omgående at arbejde med næste arrangement, der skulle holdes i København,” fortæller Kurt, og fortsætter:

”Jeg kunne jo ikke lade være, - så jeg spurgte selvfølgelig en fra staben, om det ikke kunne lade sig gøre at få et lille interview med statsministeren under rejsen, og helt overraskende, så kom det i stand. Da de var færdige med deres forberedelser, kort efter vi var nået Sjælland, så kom statsminister Poul Nyrup Rasmussen hen til mig med to øl, og frem tog jeg min lille båndoptager, og allerede om søndagen kunne jeg sende interviewet ud i ætere. Behøver jeg at fortælle, at Poul Nyrup Rasmussen vandt valget og fortsatte som statsminister.”

En gevaldig dummert

Men der har da også været episoder som Kurt Kammersgaard ikke er helte så stolte af.

”Jeg fik en opringning fra et pladeselskab, som lige havde sendt os en CD med en ny dansk popgruppe. Ppogruppen ville gerne komme forbi Radio Humleborg, og lave et lokalt indslag om de unge musikere, deres musik og deres drømme. Jeg sagde, at jeg lige skulle undersøge sagen med nogle af vores unge medarbejdere, men de kunne ikke. Så jeg gennemhørte selv den fremsendte CD, og tænkte - sikke noget bras – de kommer aldrig frem, så dem havde jeg ikke lyst til at have på besøg. Så jeg ringede pladeselskabet op og takke pænt nej til et besøg af den nye popgruppe,” fortæller Kurt, der dog hurtigt skulle fortryde den kolde afvisning. Gruppen var nemlig den senere verdenskendte popgruppe, Auqa, med den norskfødte forsanger Lene Nystrøm, René Dif, Søren Rasted og Claus Norréen.

Søndagens morgenkrydder

Lige fra starten af lokalradioen, der har ’Morgenkrydderen’ søndag formiddag været et fast program, og i alle 25 år med Kurt Kammersgaard i spidsen. Det er et program med lokal debat, lokale historier om blandt andet historie, kultur, dagligdag, samfundsliv, erhvervsliv og foreningsliv, og i dag består redaktionen af Kurt Kammersgaard og John Macko.

”Det er et to timers langt program med en masse gode lokale historier og musik for de voksne,” fortæller Kurt Kammersgaard, der i dag er fyldt 67 år, men når talen om pensionistlivet er ved at nærme sig, så ryster Kurt næsten forskrækket på hovedet.

”Radioen er jo min hobby, og tiden er ikke inde til at trække sig tilbage. Men jeg kunne godt tænke mig, at en kommende afløser, en ny nøgle person, snart melder sig. Vi ved jo, at den tid kommer, hvor der skal ske noget nyt. Lokalradioen skal udvikle sig, følge med tiden, og jeg er jo ikke fremtiden. Jeg håber, af hele mit hjerte, at radioen vil fortsætte i fremtiden,” siger Kurt Kammersgaard, der med et skævt smil også lige får en bemærkning ud mellem sidebenene: ”Det vil jo ikke være sjovt for os gamle, at skulle tømme huset – tænk på, hvor mange containere vi skal bruge, med alt det vi har samlet sammen igennem årene.

Stor sendeflade

Fredensborg Lokalradio, Radio Humleborg, sender i dag både på FM-båndet, på TDC´s kabelnet, netradio og på DAB Plus.
”Vores FM-bånd dækker jo hele kommunen og omegnskommunerne. På TDC´s kabelnet der dækker vi hele det gamle Frederiksborg Amt. Med netradioen kan vi høres i hele verden, og senest er vi gået i samarbejde med Kanal Plus i Nivå, hvor vi sender på DAB Plus. Så Fredensborg Lokalradio – vi er der for at blive hørt – over det hele,” slutter Kurt Kammersgaard, der dog slet ikke har fortalt bare et lille hjørne af Radio Humleborgs historie – men den kan man måske høre meget mere om på radioen i den kommende tid.


Kurt Kammersgaard i studiet på Nørredamsvej i Fredensborg

{jcomments on}