Uambitiøst og økonomisk uansvarligt
Borgmesterens budgetudspil er både uambitiøst og økonomisk uansvarligt.

Der er brug for, at vi ser problemerne i øjnene, gennemfører de nødvendige omprioriteringer og nytænker måden at drive kommune på, mener Venstre og Liberal Alliance.


Venstre og Liberal Alliance blev søndag formiddag bedt om at forlade forhandlingerne om kommunens budget.

Det er der to væsentlige grunde til. Det er et ufravigeligt krav fra de to partiers side, at der ikke gambles med kommunens skrantende økonomi og der skal skabes luft i budgettet til at prioritere kommunens ambitioner om at blive en attraktiv tilflytterkommune for både skatteborgere og virksomheder.

Det skal ske ved, at politikerne i kommunen udviser det nødvendige mod til at omprioritere.


“Op til kommunalvalget turnerede borgmesteren rundt med et budskab om, at kommunens økonomi var sund og robust. Mindre end et år efter må vi konstatere, at det ikke kan lade sig gøre at få enderne til at mødes, uden at der bliver lagt op til, at vi piller ved afdragene på den gæld, der gør os til en af landets mest forgældede kommuner. Det er økonomisk uansvarligt og det vil vi selvfølgelig under ingen omstændigheder bakke op om, men ser hellere, at driften tilpasses kommunens indtægter” siger Thomas Elgaard, V, og Helle Abild Hansen, LA.


Sideløbende med budgetforhandlingerne har politikerne i Fredensborg Kommune diskuteret kommunens vision, hvor et væsentligt pejlemærke er, at kommunen skal være en attraktiv tilflytterkommune både for borgere og virksomheder.


“Alligevel fremlægger borgmesteren et udkast til et budget, der er fuldstændigt blottet for ambitioner og visioner. Det står i skærende kontrast til kommunens ambitioner. Vi er lige igen blevet kåret som en af landets mest erhvervsfjendske kommuner. Alligevel er der ikke afsat en eneste ny krone til erhvervsfremme. Det er bare ét eksempel på, hvordan vi som kommune på den ene side fremsætter den ene vidtløftige vision efter den anden og ikke følger den til dørs. Der er brug for, at vi nytænker måden at køre kommunen på,” siger Thomas Elgaard og Helle Abild Hansen.


Hvis kommunen skal i mål med at tiltrække økonomisk bæredygtige skatteborgere og virksomheder, er der brug for, at politikerne i byrådet gennemgår samtlige politikområder med en tættekam. Pengene, der tilvejebringes ved at fjerne opgaveløsninger og projekter, der ligger uden for kommunens kerneydelser, og ved konkurrenceudsættelse, skal bruges at gøre kommunen gældfri, nedsætte personskatter og grundskyld.


Venstre og Liberal Alliance vil fremsætte deres eget budget til behandling i Byrådet.