Derfor foreslår den konservative leder Søren Pape Poulsen, at der indføres en særlig indbrudsparagraf, hvor den maksimale straframme hæves fra ét år og seks måneder til seks års fængsel.

 

 


Bortset fra i kaffereklamer er ubudne gæster det mest ubehagelige at få besøg af. Det ved alle, der har prøvet at have indbrud. For mange er det en voldsom oplevelse, de aldrig kommer over.


Når andre mennesker på den måde bevæbnet med brækjern tiltvinger sig adgang til vores hjem, erstattes tryghed af utryghed, og vi mister livskvalitet. Alligevel straffes indbrud blot som simpelt tyveri. Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

Derfor foreslår den konservative leder Søren Pape Poulsen, at der indføres en særlig indbrudsparagraf, hvor den maksimale straframme hæves fra ét år og seks måneder til seks års fængsel. En straframme, der tydeligt markerer, at indbrud er langt mere end tyveri af fysiske genstande.

”Fem gange i timen døgnet rundt bryder tyve ind i private hjem. Og to gange i timen i virksomheder. Ingen skånes. Danmark er suverænt det nordeuropæiske land, hvor risikoen for indbrud er størst.


Fire gange større end i eksempelvis Sverige og Tyskland. På europæisk plan overgås vi kun af grækerne. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at tyveknægte stort set ustraffet kan invadere det mest betydningsfulde rum i vores liv.


Krænker vores hjem, gennemroder vores inventar og efterlader familierne med et chok, det for mange kan tage år at komme over. Nogen slipper aldrig angsten for, at tyvene kommer igen,” siger Søren Pape Poulsen.

Samtidig skal vi slå hårdere ned, hvis brækjernet tidligere har været fremme. Sådan er det i Storbritannien, hvor der venter minimum tre års fængsel, hvis man for tredje gang bliver taget for indbrud.

Det er en alvorlig forbrydelse. Derfor skal vi også sætte endnu flere kræfter ind på at opklare indbrud og optrevle de organiserede bander, der ofte står bag de 40.000 indbrud, der begås hvert år.

Særligt for kriminelle fra Østeuropa er Danmark et oplagt mål for plyndringstogter.

”Løsningen er at sende flere udenlandske forbrydere retur til hjemlandet til afsoning. Selv om de kun har fået en dom på en måned mod i dag seks måneder.

Og så skal vi gøre mere for at holde de udenlandske kriminelle ude af landet. Som en naturlig følge af, at straffen for indbrud skærpes, er der flere udenlandske kriminelle, der indkassere et indrejseforbud til Danmark. Omgår de det, bør det udløse en straf på ét års ubetinget fængsel,” siger Søren Pape Poulsen.

Flere end 2000 statsborgere fra tolv østeuropæiske lande er i årets første tre måneder blevet sigtet for overtrædelser af straffeloven og særlovene. 27,4 procent af alle sigtelser for indbrud i private hjem bliver ifølge Rigspolitiet begået af tilrejsende udlændinge.