Det giver ældre borgere en højere livskvalitet at kunne klare hverdagens opgaver selv.

Langt de fleste ældre mennesker vil gerne klare sig selv længst muligt i eget hjem uden at blive afhængige af børnene, den kommunale hjemmepleje eller en plejebolig.

Derfor fokuserer kommunerne landet over på at træne, forebygge og rehabilitere de ældre borgere, så de kan klare sig selv.

Fredensborg Kommune er ingen undtagelse.

Her lykkedes det sidste år med en målrettet indsats at hjælpe så mange borgere til at klare sig selv, at kommunen samtidig sparede over 1 million kroner på undgåede indlæggelser og mere målrettet hjemmehjælp.

 

Pengene kan nu i stedet bruges på de svageste ældre.

”Vi arbejder ihærdigt på at gennemføre projekter og indsatser, som skal hjælpe ældre borgere med at genvinde evnen til at klare sig selv.

 

Vi ved, at det er noget langt de fleste ønsker.

 

Det giver nemlig både selvbestemmelse og livskvalitet at gøre tingene selv i hverdagen – længst muligt.

At det samtidig er med til at frigøre midler, der kan bruges andres steder i ældresektoren til fx mere plejekrævende borgere gør kun opgaven endnu mere relevant”, siger Hans Nissen, formand for Social- og Seniorudvalget.

Flere tiltag gennemføres Både Ældresagen, regeringens Ældrekommission og KL har løbende understreget vigtigheden af, at landets kommuner prioriterer rehabilitering højt af hensyn til ældre borgeres livskvalitet.

I Fredensborg Kommune er der de seneste fem år gennemført en række forebyggende tiltag.

Det gælder fx:

• Projektet - Træning som hjælp

• Etablering af akutpladser på Plejecenter Lystholm i Fredensborg til forebyggelse af indlæggelser.

• Etablering af midlertidige pladser på Plejecenter Lystholm til rehabilitering

• Triage – en ny arbejds- og kommunikationsmetode - til tidlig opsporing af helbredsproblemer hos ældre, således at der forebygges sygdom og undgås indlæggelser

• Opfølgende hjemmebesøg til borgere, der får hjemmepleje efter udskrivelse fra hospital

• Særlig forebyggende indsats overfor borgere med KOL, diabetes, kræft, lænd/ryg-problemer og hjerte-/karsygdomme

• Målrettet efteruddannelse af sundhedsfagligt personale

En forandring af plejekulturen Kommunen har netop afsluttet et længere forløb med kompetenceudvikling af det sundhedsfaglige personale under overskriften ”Rehabilitering og forebyggelse af indlæggelser”.

Om forløbet siger direktør for Borgerservice, Job og Velfærd, Morten Knudsen:

”Vi har kickstartet en forandring af plejekulturen.

Fremover er udgangspunktet for vores service i langt højere grad borgerens egne ønsker. Vi skal være bedre til at inddrage borgeren og forstå, hvilken sundhedsfaglig indsats, der giver bedst mening i det konkrete tilfælde.

Derfor er det vigtigt, at hjemmeplejen og borgeren i fællesskab afdækker helbredsproblemer, behov og ønsker.

Vores langsigtede mål er flere ældre, der kan klare sig selv – og dermed også flere tilfredse borgere”.