SF i Fredensborg og Hørsholm har stor lyst og energi til at fortsætte det politiske arbejde, lokalt og på landsplan.

Det siger den nyvalgte bestyrelse sammen med Hanne Berg, genvalgt byrådsmedlem i Fredensborg kommune, efter en velbesøgt og meget konstruktiv generalforsamling i lokalforeningen for SF i Fredensborg og Hørsholm.

Den nye bestyrelse består af den genvalgte formand, Ulla Frøsig, nyvalgte Katja Giebel, Ole Bergmann, Torben Forskov, og Louise Zabel (som ikke var på valg i år).

Dertil kommer Hanne Berg, som byrådsmedlem, og de to nyvalgte suppleanter, Lars Iversen, Hørsholm, og Victor Ottosen, Fredensborg.

Generalforsamlingen var selvfølgelig præget af de store omskiftelser, som SF har oplevet i nyeste tid, lokalpolitisk med et virkelig dårligt kommunalvalg i så godt som alle kommuner i landet, og landspolitisk med partiets afgang fra regeringen med formandsskifte til følge.

Men vi har på ingen måde tabt gejsten, faktisk tværtimod!

Vi er parate til at fortsætte arbejdet både i Hørsholm og i Fredensborg kommuner på de platforme vi har til rådighed, siger Ulla Frøsig .

De to byråds samlede venstrefløj blev med SF´s store tilbagegang svækket ved kommunalvalget, i Fredensborg er det tidligere centrumvenstre-flertal væk, og i Hørsholm har kommunalbestyrelsen mistet en markant og respekteret venstrefløjsstemme i debatten.

Et afgørende punkt for den nye bestyrelse bliver at sikre, at vi de næste fire år har fokus på både Hørsholm og Fredensborg kommuner, således at vi dels løbende bakker op om vores nu eneste medlem af Fredensborg byråd, Hanne Berg, og dels får genetableret SF’s position i Hørsholm kommunalbestyrelse, hvor SF’s Lars Iversen manglede 20 stemmer i at bevare sit mandat, siger Ulla Frøsig.

Hovedsigtet skal hele tiden være at SF vender tilbage i en styrket position ved næste kommunalvalg i begge kommuner.

Den første store og samlede indsats i partiforeningen bliver at føre en stærk valgkampagne for SF’s spidskandidat Margrete Auken, som stiller op til sin tredje periode i Europaparlamentet, ved valget, søndag d. 25. maj, og som har gjort en kæmpeindsats både på den socialistiske og den grønne front i Parlamentet i sine hidtidige 10 år i parlamentet.