Godt Nytår fra Venstres Byrådsgruppe v/Gruppeformand Thomas Elgaard.

På vegne af Venstres Byrådsgruppe vil jeg gerne ønske alle borgere i Fredensborg Kommune et godt nytår. Samtidig en stor tak til de 5.940 vælgere, som ved kommunalvalget stemte på Venstre og Venstres dygtige kandidater.

Jeg vil garantere for, at de otte byrådsmedlemmer vil arbejde hårdt og målrettet for de forbedringer, som er nødvendige for at gøre Fredensborg Kommune til en endnu bedre kommune.

Den politik vi gik til valg på, vil også være den politik, vi vil føre de næste fire år. For som borger i Fredensborg Kommune skal du vide, at du kan regne med Venstre.

Venstres vision for vores kommune handler om, at vi skal gøre Fredensborg Kommune til en endnu mere attraktiv kommune – både for jer der allerede bor i kommunen, men også dem der i fremtiden skal flytte hertil.

Med vores placering i et naturskønt område har vi mulighed for at blive en af Nordsjællands mest attraktive kommuner. Forudsætningerne er der – og det kan lade sig gøre.

Vi skal have løst de udfordringer vi står overfor.

Et højt skattetryk, ringe vilkår for erhvervslivet, en stigende utryghed, en stor gæld og en presset økonomi. Venstre vil bruge de tre formandskaber vi fik i forbindelse med konstitueringen i Arbejdsmarked- og Erhvervsudvalget , Udvalget for Byrum og Boligsocial indsats samt Trafik- og Infrastrukturudvalget, til at arbejde for at skabe bedre rammevilkår for erhvervslivet samt flere private arbejdspladser, øge trygheden i vores bysamfund og sikre en hurtig og effektive trafikforbindelser.

Den politik som Venstre vil stå for i de kommende fire år, bliver med den klare målsætning, at kommunen skal levere effektiv service af høj kvalitet til dig og kommunens andre borgere og virksomheder.

Venstre vil, som det største oppositionsparti, samarbejde med alle i Byrådet, som vil støtte tiltag og idéer, der kan medvirke til at gøre Fredensborg Kommune endnu mere attraktiv.

Venstres Byrådsgruppe er klar til de næste 4 år og klar til at løse de udfordringer, vi står overfor.

Godt nytår.

{fcomments on}