Regeringen fremlagde i sidste uge den såkaldte bandepakke ”Fast greb om banderne”.

Pakken indeholder en lang række tiltag, der både relaterer sig til strafudmåling og forebyggende arbejde.

 

Fredensborg Kommune har de senere år oplevet banderelateret kriminalitet i både Kokkedal og Nivå, og borgmester Thomas Lykke Pedersen hilser de nye initiativer velkomne:

 

”Fredensborg Kommune deler regeringens nultolerance i forhold til bandekriminaliteten. Vi støtter en hård linje, for vores borgere skal trygt kunne færdes i det offentlige rum. Med initiativerne i bandepakken kan vi nu forstærke og forbedre kommunens egen indsats”.

 

Blandt initiativerne i regeringens bandepakke er:

  • Lettere adgang til anvendelsen af den såkaldte bandebestemmelse, der fordobler straffen for visse alvorlige forbrydelser.
  • Straffen for ulovlig våbenbesiddelse skal skærpes, når våbnene besiddes på et offentligt sted, ligesom man ønsker at øge straffen for gentagne overtrædelser af zoneforbud.
  • Mulighederne i den forebyggende indsats skal øges, bl.a. med en øget hjemmel til udveksling af fortrolige oplysninger om personer over 18 år.
  • Der skal uddannes ressourcepersoner, som skal sikre en effektiv udvælgelse af fokuspersoner for den forebyggende indsats.
  • Der skal etableres en ministeriel taskforce, der skal sikre videndeling og anvendelse af effektive metoder i det kriminalitetsforebyggende arbejde.
  • Styrkelse af Exitindsatsen, bl.a. i form af en pulje til bl.a. relokalisering samt øget ressourcetilførsel til politikredsenes lokale exitenheder.

 

 

 

 

Forældre skal med i forebyggende indsats

I Fredensborg Kommune er der allerede stor fokus på den kriminalitetsforebyggende indsats, der skal forhindre de unge i at havne i rocker- og bandegrupperinger.

Men borgmesteren ser gode muligheder i nye værktøjer fra regeringen:

 

 

”I den forebyggende indsats bliver det nu muligt at inddrage eksempelvis forældrene til unge, der er fyldt 18 år.

I kommunens arbejde med disse unge oplever vi ofte, at de stadig er under stor indflydelse fra deres forældre og er meget umodne.

Hvis den forebyggende indsats skal lykkes, bliver vi nødt til at stille krav til forældrene om at komme på banen og hjælpe mere aktivt med – også selvom de unge er blevet myndige”, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen, der også roser ønsket om en pulje til finansiering af exitindsatsen.

 

Fredensborg Kommunes kriminalitetsforebyggende initiativer ligger generelt på linje med dem, der er i den nye bandepakke.

Men indsatsen er dynamisk og nye tiltag er på vej. Bl.a. arbejdes der i kommunen på en tidlig identificering af unge, som er i risiko for at blive rekrutteret til bandegrupperinger.

{fcomments on}