Venstre ønsker stadig ikke, at der skal være et fritidstilbud i Egedalshallen i Kokkedal.

Sagen har netop været behandlet i Børne- og Skoleudvalget og det var kun Venstre og Borgernes Stemme der stemte imod.

Jette Hansen, byrådskandidat (V) udtaler:

”Idrætsforeningerne og aftenskolerne har i deres høringssvar klart tilkendegivet, at det ville gå ud over de aktiviteter, de har i hallen, hvis fritidsklubben bliver placeret i hallen.

Man ønsker ikke en placering af fritidstilbuddet i hallen, men ønsker at det placeres på Kokkedal Skole eller på Bøgegården, så man kan fortsætte de gode initiativer og tilbud som de mange frivillige giver borgerne i Kokkedal.

Børnene fortjener en bedre placering end den man kan tilbyde i Egedalshallen. Udendørsarealerne omkring hallen vil kunne bruges uanset om klubben placeres i hallen eller på skolen.”

Thomas Elgaard, borgmesterkandidat (V) fortsætter:  

”I forbindelse med Budget 2014 er det vigtigt, at der laves en samlet oversigt over samtlige fritidstilbud og klubber i kommunen og en evaluering af hver enkel, før vi træffer beslutning om nye tilbud. 

Det er vigtigt, når vi skal træffe beslutning om etablering af nye fritidstilbud.

Vi har netop fået lavet en fritidsfacilitetsanalyse, som skal være grundlaget for fremtidige beslutninger om kultur- og fritidsfaciliteter. 

Det samme skal være tilfældet, før vi etablerer flere fritidstilbud og klubber i bysamfundene.” 

Jette Hansen slutter: ”Vi håber, at Fritids- og Erhvervsudvalget kan finde et flertal for en anden placering end i Egedalshallen og at flertallet på Byrådsmødet den 2. september stemmer for en anden placering end i Egedalshallen, så idrætsforeningerne og aftenskolerne kan fortsætte de gode aktiviteter i Egedalshallen, som de har gjort i en meget lang årrække.”

 {fcomments on}