Svømmehal, ny skole og et par nye daginstitutioner i løbet af de næste 6 år. Det er svært at være pessimist, med så mange gode initiativer indeholdt i budgettet.
Vi fastholder også udviklingsplanen for nye levende bymidter i Kokkedal, Fredensborg, Humlebæk og Nivå.

Der kommer lidt flere pædagoger til børn i daginstitutionerne. Vi arbejder på at få minimumsnormeringer senest i 2025.

Vi afsætter penge til flere klimaaktiviteter og mere biodiversitet fx ved også at understøtter borgernes initiativer. Kommune, erhvervsliv, landbrug og husstande. Alle skal tage et medansvar for at redde klimaet og naturen.

Skoleområdet har takket være Folketinget fået 6 nye lærerstillinger i 2020 og det øges til 14 nye lærerstillinger i 2024. Et forsøg med at forebygge stress, angst og præstationsræs bliver udrullet i alle skolerne.

Endelig har vi besluttet at styrke rekrutteringen af Sosu-er og pædagoger, ved at gøre det mere attraktivt at uddanne sig og søge stillinger i Fredensborg kommune.
Bedre normeringer på plejecentre og i hjemmeplejen er en opgave, der skal løses i de kommende års budgetforlig.

Hanne Berg, SF,
Medlem af byrådet.