I Fredensborg Kommune er kun 8 ud af 27 byrådsmedlemmer kvinder.

Det vil de kvindelige kandidater gøre noget ved kommunalvalget 2017.


Derfor inviterer vi Fredensborg Kommunes borgere til at mødes os lørdag d. 4. november fra kl. 11 – 13 ved Humlebæk Center.


På tværs af partifarve er vi kvinder fra 10 forskellige partier, med hver vores mærkesag, der møder op med balloner, valgmateriale og masser af lyst til at debattere med borgerne om, hvordan vores kommune skal se ud i fremtiden.


Baggrunden for arrangementet er, at Kvinderådet har udnævnt 3. – 5. november til national kampagneweekend under overskriften ”Stem kvinder ind”.


Vores visioner for kommunen er selvfølgelig ikke nøjagtig de samme blot fordi vi er kvinder, men fælles for os alle er, at vi gerne vil arbejde for en mere lige repræsentation inde på rådhuset, siger kvinderne som mødes på tværs af partierne i forbindelse med kampagnen ”Stem kvinder ind” i Fredensborg kommune.


Kampagneweekenden, der løber af stablen over hele landet fra 3. – 5. november, er et forsøg for at få flere kvindelige politikere valgt ind i landets by- og regionsråd. Efter seneste kommunal- og regionsvalg for fire år siden er antallet af kvinder i byrådene 29,7 procent, mens det for regionsrådene gælder 39,4 procent.


Her i Fredensborg Kommune håber vi at være med til at trække gennemsnittet op, når borgerne går til stemmeurnerne 21. november.