Fredensborg Kommune har ansøgt en særlig statslig pulje, hvor kommunerne kan søge medfinansiering til bl.a. motorvejstilkørsler.

 

I første omgang har kommunen søgt om midler til et skitseprojekt, der skal komme nærmere en realisering af, at man fra Nivå kan køre på motorvejen mod Helsingør og ligeledes kan køre fra ved Nivå, hvis man kommer fra nord.


Motorvejsramperne ved Nivå var oprindelig planlagt, da motorvejen blev anlagt i sin tid.

Af sparehensyn blev de efterfølgende fravalgt trods det faktum, at der allerede dengang var et behov.

 

Dette behov er ikke blevet mindre og medfører dagligt gener for borgerne i Nivå og for de mange pendlere, der har gøremål i byen.


“Nordvendte motorvejsramper ved Nivå har længe været ønske fra Fredensborg Kommunes side. Ikke mindst fordi vi i dag må leve med unødige ulykker på Kongevejen, der kunne være undgået, hvis der havde været mulighed for at tage motorvejen i stedet. Og så skal man endelig ikke glemme, at det dagligt er et irritationsmoment for borgerne i Nivå, at man hverken kan køre til eller fra motorvejen på den ene side. Samlet set er der derfor stærke argumenter for nu at få gjort det, der skulle være gjort fra starten. Nemlig at få en hel løsning frem for den halve løsning, der i sin tid blev valgt”, udtaler formand for Trafiksikkerhedsudvalget Thomas Bak

 

 

Også formanden for Miljø- og Teknikudvalget Flemming Rømer håber, at ansøgningen går igennem:

Foruden de trafiksikkerhedsmæssige aspekter, så hører det også med til historien, at vi med de nuværende forhold belaster miljøet unødigt, fordi vi i dag sender bilisterne ud på omveje til Humlebæk eller Kokkedal, selvom de har ærinder i Nivå”

 

Fredensborg Kommune er den eneste kommune i Nordsjælland, der har ansøgt puljen.

 

 

 

{fcomments on}