Kommunens nye borgerrådgiver er uddannet jurist og har bred erfaring med borgersager fra forskellige stillinger i både stat og kommune

Der var mange dygtige og kvalificerede ansøgere til stillingen som borgerrådgiver i Fredensborg Kommune. Alligevel var det et enigt ansættelsesudvalg, som stod bag indstillingen til byrådet. Mandag aften fulgte byrådet indstillingen og traf dermed den formelle beslutning om at ansætte Thomas Lorentzen som borgerrådgiver.
Thomas Lorentzen er uddannet cand.jur. og arbejder i dag som afdelingsleder i Socialforvaltningen i Københavns Kommune.

"Vi er ikke i tvivl om, at Thomas Lorentzen er den rette mand til opgaven. Han har et imponerende CV med både bred og yderst relevant erfaring i forhold til de opgaver, vi så for os i byrådet, da vi besluttede at oprette stillingen som borgerrådgiver. Og så har han den helt rette indstilling og tilgang til både funktionen og det fremtidige samarbejde", siger borgmester Thomas Lykke Pedersen.

Kommunens nye borgerrådgiver ser frem til at begynde i jobbet:

"Jeg ser frem til at bygge den nye funktion op fra bunden og udvikle den i et godt samarbejde med både kommunens borgere og administration. I det arbejde vil jeg bl.a. trække på de mange gode og lærerige erfaringer, jeg har opnået gennem mit samarbejde med borgerrådgiverfunktionen i Københavns Kommune", siger Thomas Lorentzen, som har første arbejdsdag i Fredensborg Kommune den 2. maj.

Thomas Lorentzen har været ansat i Københavns Kommunes socialforvaltning siden 2014 som hhv. stabsjurist, områdejurist og senest som afdelingsleder. Inden da har han arbejdet som anklagerfuldmægtig i politiet og som juridisk konsulent i Advokatnævnet.