En kunstgræsbane kan både være god for fodboldspillerne og miljøet. Det er den nye bane i Humlebæk et godt eksempel på. Det er hverken godt med huller i banen eller små plastgranulater, som bliver spredt i naturen. Derfor besluttede byrådet, at den nye bane i Humlebæk skulle opfylde såvel alle miljøkrav som fodboldspillernes ønsker.

"Jeg er glad for, at vi nu tager en flot og god bane i brug, som klart viser, at miljø og sportslige hensyn fint kan gå hånd i hånd, når bare vi tænker os om og er villige til at prioritere efter det", siger borgmester Thomas Lykke Pedersen.

Banen blev indviet onsdag, hvor også Kristian Hegaard, formand for Fritids- og Idrætsudvalget, deltog:
"Den gamle kunstgræsbane blev anlagt i 2009 og var godt og grundigt udtjent. Derfor er jeg glad for, at vi nu har fået en ordentlig og miljøvenlig bane med en god solid bundopbygning. Derudover er de gamle fliser rundt om banen fjernet og erstattet med kunstgræs, så spillerne ikke længere risikere skader på grund af fald på fliserne".

Lars Simonsen, formand for Plan-, Miljø- og Klimaudvalget, fremhæver en særlig ting ved den nye bane:
"Som en ekstra miljøsikkerhed installerer vi et lokalt renseanlæg ved banen. Anlægget har en ny filterteknologi, som skal sikre, at gældende grænseværdier overholdes og minimerer udledning af miljøfremmende stoffer til Humlebækken. Anlægget graves ned og kan ikke ses".

Humlebæk Boldklub (HB) bruger banen hele året rundt. Også i sommerperioden, særligt i tørre perioder. Derudover bliver banen benyttet af andre mindre fodboldklubber i kommunen, skoler og uorganiserede spillere.

HB har fået den ønskede opstribning af banerne. Det betyder, at der nu også er opstreget til 5-mands fodbold, da klubben forventer en øget aktivitet hos de mindste spillere.

Den samlede anlægssum for kunstgræsbane, renseanlæg mv. er 5,115 mio. kr.

 

Foto: Fra venstre ses Thomas Lykke Pedersen og Kristian Hegaard. Fra Humlebæk Boldklub: Emil Michelsen og Thomas Meier Sørensen. Lars Simonsen