Tidligere byrådsmedlem og sognepræst ved Asminderød-Grønholt Sogn, Bjarne Wulff er død. Det oplyser familien fredag på facebook. Bjarne Wulff sov stille ind torsdag den 30. juli 2020.

- Vores far gik stille bort igår, 30. juli. Han sov stille og fredeligt ind. Han bliver begravet fra sin elskede Grønholt Kirke på Fredag den 7. august kl. 12. På grund af Covid19 restriktioner, er der begrænset plads i kirken, men alle er velkomne til at deltage i højtideligheden på kirkegården kl ca 12.30. Her synger vi nogle salmer, og alle får mulighed for at sige et sidste farvel. Det oplyser Carsten Wulff på vegne af familien på hans Facebook-side. 

Bjarne Wulff tiltrådte som præst i pastoratet ved Grønholt Kirke i 1968, hvor han fik bolig i Grønholt præstegård.

Han var dybt involveret i det lokale liv. I hvert fald hvis man skal dømme ud fra hans engagement og den tid, han har været medlem af byrådet i det tidligere Fredensborg-Humlebæk Kommune og hans arbejde som sognepræst. Godt 30 år blev det til i byrådet, og sognebørn i Asminderød og Grønholt er blevet døbt, konfirmeret, viet og begravet af den 68-årige Bjarne Wulff siden 1968.

Både som præst og politiker har Bjarne Wulff haft fornemmelse for det folkelige. Det gælder lige fra revyviser, som han ynder at optræde med i forskellige sammenhænge sammen med kollegaen Lars Tjalve, til lokale festligheder i handelsstandsforeningen og som vi har haft bragt som udsendelse på Radio Humleborg.