Syv ud af ti gange, hvor en cyklist kommer alvorligt til skade eller mister livet i trafikken, sker det i et vejkryds. Det kan og skal der gøres noget ved, lyder det fra Fredensborg Kommune, som er gået sammen med Rådet for Sikker Trafik for at gøre trafikken mere sikker for cyklisterne

Hvert år når det bliver forår og sommer, stiger antallet af cyklister på vejene kraftigt.. Men i takt med flere svinger sig op på cyklen og ud i trafikken, så stiger antallet af cyklistulykker desværre også, viser tal fra Vejdirektoratet. Årligt er der omkring 15.000 cyklister, der må en tur på skadestuen efter et trafikuheld. Det svarer til flere end 300 cyklister hver uge.

Hvert år er der i gennemsnit 550 cyklister, der enten kommer alvorligt til skade eller mister livet i trafikken. De fleste af dem i et vejkryds. Derfor er det også vigtig, at der forsat bliver sat fokus på trafiksikkerheden, da det både er sundt og skønt at cykle.

"I perioden 2014-2018 var der i Nordsjællands Politikreds 246 cykelulykker, hvor cyklisterne kom alvorligt til skade eller mistede livet. 169 af disse ulykker skete i vejkryds, hvilket svarer til 69 %. Vi vil derfor med kampagnen opfordre både bilister og cyklister til at bruge 2 sekunder mere til at orientere sig, når de bevæger sig ud i et lyskryds, da disse ulykker ofte ender brutalt", fortæller formanden for Infrastruktur- og Teknikudvalget Flemming Rømer.

For at få antallet af cyklistulykker ned, vil både bilister og cyklister i de kommende uger møde budskabet "Brug 2 sek. mere" på gule plakater langs veje og cykelstier og malet på asfalten. Kampagnens budskaber vises også på busser i de største byer og på sociale medier.

Gode råd til cyklister:

Brug 2 sek. mere på at orientere dig grundigt i kryds og ved sideveje. 

Vær opmærksom på højresvingende biler bagfra og venstresvingende biler forfra.

 

Gode råd til bilister:

Brug 2 sek. mere på at orientere dig grundigt i kryds og ved sideveje.

Vær opmærksom på cyklister, når du skal svinge til højre eller venstre.

Sænk farten