Kommunens børn og unge kan få hurtig og kompetent støtte, når Ungeteamet den 5. november åbner en chat, hvor børn og unge kan søge hjælp og rådgivning via deres mobil eller computer. 

Børn og unge er digitale, og bruger meget af deres tid online. De søger svar og viden på internettet, og derfor skal rådgivning og støtte også være digital. Fra den 5. november kan børn og unge i Fredensborg Kommune anonymt logge på en ny chat eller skrive til en brevkasse, hvor professionelle rådgivere sidder klar til at tale med dem om alt lige fra kærestesorger og ensomhed til helbred.

Rådgivningen bliver en del af universet Cyberhus.dk, der er en etableret online platform for unge og som drives af Center for Digital Pædagogik, der har 15 års erfaring med at rådgive børn og unge på internettet.
”De unge ringer ikke længere til hinanden. De skriver i stedet på Messenger, Snapchat eller Instagram. Derfor giver chatten de unge en ufarlig indgangsvinkel til at komme i kontakt med en rådgiver via et medie, de alligevel bruger meget”, siger Pernille Bird, som er leder af Ungeteamet.

Vil nå flere unge

Chatten bliver bemandet af personale fra Ungeteamet, hvilket giver de unge mulighed for at skrive ind med alt det, der fylder i deres liv. Med det nye tiltag kan de unge både chatte direkte med en rådgiver eller stille spørgsmål til en brevkasse, som besvares af en fagperson inden for det specifikke område.


Pernille Bird glæder sig over, at de unge nu får en kanal, hvor de kan skrive ind med stort og småt. Det giver nemlig rådgiverne mulighed for at komme i kontakt med endnu flere unge, som dermed får råd og vejledning i tide.


“Jeg tror, at vi med den nye chat kan hjælpe mange unge, som vi ikke når med de nuværende tilbud. På den måde kan vi forebygge psykiske og sociale problemer hos vores børn og unge. Vi glæder os og er meget forventningsfulde”.

Fakta
Chatten åbner den 5. november og har herefter åben hver tirsdag kl. 18-21 via linket:

https://cyberhus.dk/fredensborg 

Chatten giver de unge mulighed for at skrive ind med alt, hvad der rør sig i de unges liv, og sikrer dermed en forebyggende indsats i forhold til de dilemmaer, de står i.

Med det nye tiltag får de unge både mulighed for at chatte direkte med en rådgiver eller at stille spørgsmål til en brevkasse, som besvares af en fagperson inden for det specifikke område.