Nordsjællands Ungdomsbrandkorps har fået bevilliget ressourcer til at fortsætte projektet i fire år og kan derfor ønske 12 nye deltagere velkomne til hold 2, der starter 2. april.

De syv deltagere, der fuldførte hold 1 har alle takket ja til at fortsætte som hjælpeinstruktører og rollemodeller for de nye. Dermed vil der være 19 unge fra Kokkedal, Nivå, Humlebæk og Fredensborg i alderen 13-17 år, der hver tirsdag skal lære at samarbejde om at slukke ildebrande og redde liv.

Fremtidens brandmænd?

Ungdomsbrandkorps er brandteori, førstehjælp, slukning og redning. 

Målet med projektet er at give de unge et spændende fritidstilbud, der øger deres personlige, sociale og faglige kompetencer samtidigt med, at der bliver skabt gode relationer mellem brandmændene og de lokale unge.  Nogle af de ældste deltagere har allerede som mål at tage den rigtige brandmandsuddannelse, når de fylder 18 år. Det vil de være godt forberedt til efter at have deltaget i Ungdomsbrandkorpset.

Korps på budgettet

På initiativ fra borgmester Thomas Lykke Pedersen blev ungdomsbrandkorpset oprettet i efteråret 2011 i et samarbejde mellem Fredensborg Kommune og Nordsjællands Brandvæsen. Første hold blev afsluttet i juni 2012 og efterfølgende besluttede byrådet at sætte Ungdomsbrandkorpset på budgettet for 2013-2016 med 200.000 kroner årligt

”Ungdomsbrandkorpset har allerede vist sig at være en succes blandt de unge – og det er dejligt at se, at deltagerne fra hold 1 nu er klar som hjælpeinstruktører for næste hold.  Ungdomsbrandkorpset er et tilbud til dem, der har behov for mere action i hverdagen end traditionelle fritidstilbud kan give. Samtidig håber jeg, at de mange spændende opgaver i korpset kan give de unge inspiration og kompetencer, de kan bruge fremover i et job eller på en uddannelse. På den måde kan korpset – på sigt – være et af kommunen mange initiativer til at nedbringe ungdomsarbejdsløsheden i kommunen. Hvis vi skal nå målet om landets laveste ledighed blandt unge, er det vigtigt, at vi har så bred en palet af tilbud og initiativer”, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen.

Yderligere oplysninger:

www.ungfredensborg.dk/brand og www.facebook.com/ungdomsbrandkorps

{jcomments on}