Netradio

Søg på humleborg

Public acces

Tilsynsmyndighed

Støtteforening

Flere lokale nyheder

Samarbejdspartner

Humleborg er medlem af:

 

"Jeg er kisteglad for prisen," lød det fra Michael Nellemann fra Nivaagaards Malerisamling, da han onsdag aften fik overrakt årets kulturpris fra Fredensborg Kommune.

Han gav med det samme æren, og den tilhørende check videre til museets ansatte.

"Med sådan en stab og opbakning fra kommunen er det en fornøjelse at drive malerisamlingen," sagde han og takkede sine ansatte for deres engagement.


"Jeg føler, at vi alle sammen får prisen, og jeg er meget glad for, at kommunen på den måde tydeligt siger, at museet er vigtigt for dem."

 

Michael Bjørn Nellemann tiltrådte sin stilling som direktør for Nivaagaards Malerisamling den 1. oktober 2011 efter tidligere direktør Niels Ohrt. Michael Bjørn Nellemann er født i 1969, er uddannet inden for sprog, økonomi og kunsthistorie og var fra 2000-2011 kultur- og presseråd på den danske ambassade i Paris og leder af Danmarkshusets aktiviteter i Paris.

Kultur- og Turismeudvalget besluttede at tildele Michael Bjørn Nellemann Fredensborg Kommunes Kulturpris 2013 for at anerkende den store indsats han har gjort for at skabe nye aktiviteter især for børn, nye formidlingstiltag, lokale initiativer til gavn for Fredensborg Kommunes borgere og en stor tilgang af besøgende på museet de seneste år.


Det var Ulla Hardy-Hansen (C) formand for Kultur- og Turismeudvalget der bød velkommen til de mange fremmødte denne aften på Rådhuset, hvorefter hun talte til prismodtageren.

**************************

 

 

 

 

 

 

 

 

Kære Michael

Vi må lige en tur tilbage til Frankerriget i 800 årene set med kristne munkes øjne og nedfældet i samtidige årbøger.

År 845... Vinteren var meget streng. Normannerne trængte i marts måned op ad Seinen frem til Paris ødelæggende alt langs begge bredder uden at møde den ringeste modstand….

Citat slut

Et øjebliksbillede af vore forfædres besynderlige form for kulturturisme til byernes by.

Michael, din “hærgen” i Paris var af mere opbyggelig karakter - udviklende for begge parter - og det er den Michael, vi nu har glæden af at have hos os her i Fredensborg kommune på Nivaagaard i dag.

Du har på forbavsende kort tid præsteret at tænde lyset på malerisamlingen, og når man belyser skønhed, så spreder den genskær omkring sig.

Det er din store fortjeneste, at Nivaagårds Malerisamling har taget et gigantisk skridt udi virkeligheden og åbnet sig mod omgivelserne.

Præstationen bliver så meget desto større ved, at du har formået at bibeholde stedets diskrete charme.

I kilen mellem den nye Strandvejs flow og den gamles adstadighed har du skabt rum til langsommelighedens æstetik – ro til fordybelse og indsigt og afsæt til undren og bevægelse. Et paradis for den søgende.

 

Den kulturelle akse langs Øresundskysten har med dig indtaget en ny ligeværdig balance. To poler. Mod nord det strømlinede Louisianna – blockbusteren, speedbåden, magneten, der rækker ud i Verden.

Mod syd malerisamlingen, hvor du stille skæller kunstens æble. Viser og skaber sammenhæng mellem den gamle kunst og den nye, formidler deres budskaber, der jo i realiteten ikke er så forskellige. Kunst er ytringer, retten til at ytre sig … også helt inde fra sjælens dunkle lønkammer…. æstetisk ytringsfrihed eller tænderskærende skrig. Du får os til at lytte.

 

Jeg vil også sige dig en særlig tak, fordi du har givet rum til udstillinger af vores lokale kunst… ikke fordi - som du sagde – den er lokal, men fordi den er god.

Alle disse mange ord er overflødige. Din indflydelse her er nemlig anskueliggjort i det kunstværk vi sammen forleden indviede i haven bag museet ud mod Øresund. ”Tea with a View” – en ramme til at betragte verden igennem – en opfordring til udsigt, der som bekendt giver indsigt.

 

Følsom administrator, formidler con amore, vidende og et gennemført behageligt væsen gør dig til en naturlig modtager af Fredensborg kommunes kulturpris 2013.

Jeg ser virkelig frem til et fortsat behageligt og givende samarbejde. Og håber af hele mit hjerte, at vi vil gøre os fortjent til at have dig hos os

Hjerteligt tillykke! 

 

 

 

 

 


******************************

 

Man kan høre mere fra denne aften i programmet Morgenkrydderen søndag mellem kl. 10 og 12 på Radio Humleborg.

{fcomments on}