Tirsdag 1. december kl. 17 besøger kultursociolog og forfatter Emilia van Hauen særudstillingen 'Historier om mødre' på Nivaagaards Malerisamling med et foredrag om moderens særlige rolle og karakter.

Moren er menneskehedens portal og dermed både en arketype og en helt personlig skikkelse i vores liv. Fejret og forbandet har hun været til alle tider, og næppe nogen anden rolle bærer så meget skam og smerte, og så meget ømhed og omsorg. Men morrollen er under konstruktion. I dag insisterer flere kvinder på selv at definere, hvordan de vil leve deres opgave som mor, og med digitaliseringens indtog og forestillingen om det transhumane, er vi i en tid, hvor morrollen måske skal sprænges i tusind stumper for at sætte hende fri til at være den bedste i verden.

Kom og hør Emilie van Hauen sætte mor-rollen i et spændende kultursociologisk perspektiv med foredraget 'Mor er den... Ja, hvad er hun egentlig?' og oplev samtidig museets aktuelle særudstilling, der viser mødre i kunsten gennem 500 år.

Pris 150 kr./100 kr. for årskortholdere inklusiv entre til museets udstillinger.

Cafeen serverer aftenens ret efter foredraget. Særtilbud for foredragsbillet inklusiv aftenens ret, dessert og kaffe: 285 kr./235 kr. for årskortholdere.

Foredragsbillet og særtilbud med aftenens ret bestilles via www.billetto.dk