Humlebæk Kunstforening holder udstilling med billedkunstner Bodil Örs på Humlebæk Bibliotek fra lørdag den 21. november til tirsdag den 11 . december 2020. Udstillingen kan ses i bibliotekets åbningstid. 

Billedkunstner Bodil Örs er uddannet på det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Derefter forskellige stipendieophold i udlandet. Bodil Örs har haft mange separatudstillinger så vel som gruppeudstillinger i Danmark og udlandet.

Hun er medlem af BKF og Art-Now.

Om Bodil Örs skriver kriver Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen:

Bodil Örs er først og fremmest en landskabsmaler. Halvdelen af året bor hun i Tyrkiet, og det er den anatolske Natur og det anatolske landskab, vi ser i billederne, klipper, bjerge, rullende grønne bakker, små landbyer, himlens drivende skyer, og det ultramarinblå Ægæerhav. Men det er ikke landskabs-maleri, som vi normalt kender det. Det synes tværtimod, som om den realistiske og topografisk genkendelige natur opløser sig for vores øjne. Skyer, vatformede eller som fine transparente bælter, smyger sig om landskabet og indhylder alt i en dis. Og lyset er ikke det, vores øjne umiddelbart opfatter, men et mystisk og gådefuldt lys, der ligesom kommer indefra og hensætter hele sceneriet i en magisk stemning.

Bodil Örs bor i Snekkersten og har atelier der. Hav og skov er lige ved siden af, og det nyder hun godt af som inspiration til billederne.

Første udstillingsdag er den 21. november 2020 Men husk vi er i coronaens vold, så der bliver ikke holdt fernisering. Man skal bære mundbind og der må højst være 10 personer i lokalet ad gangen, så kom gerne fordelt, lyder opfordringen fra kunstforeningen.

Humlebæk bibliotek holder åben Mandag, tirsdag, onsdag og torsdag klokken 12-17 lørdag 10-13