Man kan opleve musikerne Michael Sunding & Mads Vinding på Nødebo kro søndag den 22. november kl. 16.00 ved et arrangement hvor Carl Nielsens musik jazz-fortolkes

Michael Sundings nænsomt krydrede arrangementer kombinerer Carl Nielsens musikalske poesi med jazzens små skæve vinkler og frække fantasier. Det er klassisk klangfuld og hjertevarm musik med højt til himlen og rødderne dybt plantet i den skandinaviske muld.

Dette projekt har ligget og luret mange år i ørerne på pianist Michael Sunding - i virkeligheden helt tilbage fra første gang han som ung hørte Jan Johanssons plade "Jazz på Svenska" med svenske folkemelodier. Meget menneskeligt og musikalsk vand er løbet i åen siden, og med denne udgivelse vender han hjem med den nødvendige ballast til at hylde sit danske og nordiske fundament.

Med sig har Sunding den legendariske bassist Mads Vinding - i sandhed en musiker med et CV af de tunge. Som et topnavn gennem årtier på den danske og internationale jazzscene har han spillet med snart sagt alle fra Quincy Jones, Chet Baker & Herbie Hancock til Stan Getz. Hvorfor beviser Vinding til fulde i denne sammenhæng, hvor hans sans for både det lyriske og groovet får plads.

Lydhørheden omkring albummet har været stor og modtagelsen overvældende! Der er bred enighed blandt anmelderne - og publikum - om, at denne fejring af en buket smukke melodier fra Carl Nielsen har ramt noget helt særligt. Albummet "Michael Sunding, The Melodies of Carl Nielsen feat. Mads Vinding" er blevet en tidsløs klassiker - ligesom "Jazz på Svenska", som GAFFA sammenligner den med.