Marc-Christoph Wagner er vært på Louisiana når der er Louisiana Live den 20.  oktober med overskriften: Den store dræber – en aften om epidemier med Jeanette Varberg og Poul Duedahl. Det er kl. 19.30 og publikum er som altid velkommen til at stille spørgsmål.

I ugerne op til jul sidste år hørte vi de første forlydender om en ny og mystisk virus på et fiskemarked i millionbyen Wuhan dybt inde i Kina.

Få måneder efter var verden lukket ned.

Over en million mennesker har i mellemtiden mistet livet, og de økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser er ikke til at overskue.

Men set i historisk perspektiv er corona-krisen langt fra enestående.

Adskillige gange har epidemier ændret historiens gang – de har slået flere mennesker ihjel end krige, men også betydet nye muligheder for de overlevende.

Tirsdag den 20. oktober kl. 19.30 kan man blive klogere på epidemier i historisk perspektiv, når gæsterne er to af landets fineste og mest prisvindende formidlere: Jeanette Varberg (billedet), museumsinspektør på Nationalmuseet, og Poul Duedahl, som er professor i historie på Aalborg Universitet.

Sammen har de skrevet bogen ”Den fjerde rytter – 10.000 års epidemihistorie”, som udkommer den 9. oktober.

Louisiana Live er gratis for museets gæster – tilmelding nødvendig på www.louisiana.dk hvor man kan læse mere.