Lørdag den 3. oktober klokken 9.30 eller klokken 11.00 kan børnefamilier tage med forfatter Maria Rørbæk på udendørs historieskattejagt i Fredensborg. Her vil hun føre deltagerne fra post til post og fortælle eventyret ”Red Prins Rezo”, der foregår i børnenes lokalområde. Det er en hæsblæsende historie, hvor man skal forsøge at redde Prins Rezo fra de uhyggelige trolde, der har taget ham til fange. Undervejs skal man lave aktiviteter og lege, der passer til historien.

Deltagerne mødes med Maria Rørbæk ved vandtårnet på Tinghusvej i Fredensborg, og herfra drager man videre til de forskellige poster, der alle ligger i gåafstand fra hinanden. Til slut er der en lille præmie til deltagerne.

Historieskattejagten henvender sig til børnefamilier med børn i alderen 3-8 år, men større søskende er selvfølgelig også velkomne. Det er helt gratis at være med, men man skal hente billetter via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside.
Kan man ikke deltage den 3. oktober har man også mulighed for selv at tage på Historieskattejagt, da denne er tilgængelig via bibliotekernes hjemmeside.

Historieskattejagten og arrangementet er støttet af Statens Kunstfond.

Maria Rørbæk har også lavet historieskattejagter for Humlebæk og Nivå. De kan alle ses - og udføres - via siden fredbib.dk/skattejagt.