Mange mennesker ville hellere end gerne læse bøger, men kan ikke finde tid og ro til det. Med Fredensborg Bibliotekernes nye koncept ”Familielæsning” skulle der gerne blive rettet op på det. I hvert fald for en enkelt dag, nemlig den 13. marts klokken 17-17.45 på Humlebæk Bibliotek. Så hvis man gerne vil læse, men ikke kan finde ro og overskud til det, kan hele familien komme på Humlebæk Bibliotek og fordybe sig i en bog.

 

”Familielæsning” er en hyggelig stund, hvor hele familien i fællesskab sidder og læser i hver deres bog på biblioteket. Her er ingen stress og jag, intet vasketøj, ingen iPads, ingen telefoner. Bare 45 minutters fred og ro med en god bog og i godt selskab. Der er sågar mulighed for at tilkøbe aftensmad, så man ikke skal tænke på madlavningen.

 

Selvom konceptet hedder ”Familielæsning”, skal ordet familier forstås meget bredt. Det kan være alt fra den klassiske børnefamilie med far, mor og børn til regnbuefamilier, bedsteforældre og deres teenage-børnebørn eller enlige forældre. Det kan sågar være pensionister med deres voksne børn.

 

Eneste krav er, at deltagende børn skal være selvstændige læsere, altså kunne læse selv i 45 minutter.

 

For at være med skal man tilmelde sig via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside. Det er gratis, med mindre man vil have aftensmad. I så fald koster det 40 kroner.