Som et resultat af budgetforliget for 2020 udvides åbningstiden på Nivå Bibliotek med 15 timer ugentligt med en selvbetjent løsning. Fra den 11. februar kan morgenfriske borgere derfor komme på biblioteket i Nivå allerede fra klokken 8.00

Den udvidede åbningstid betyder, at borgerne i hverdagene får mulighed for selv at lukke sig ind på biblioteket i morgen- og formiddagstimerne. Således vil der fremover være adgang til biblioteket fra kl. 8-18 mandag-fredag.

"Vi er i kulturudvalget meget glade for, at vi med budgetforliget har fået muligheden for at give borgerne udvidet adgang til biblioteket. Specielt er jeg glad for den ekstra adgang, der kommer om fredagen og som længe har været efterspurgt blandt borgerne i Nivå", siger formand for Kulturudvalget Ulla Hardy-Hansen.

Personalet vil stadig være til rådighed for hjælp fra kl. 12-18 mandag-torsdag samt fra kl. 15-18 om fredagen. Ligesom der også stadigvæk vil være betjening på biblioteket lørdage fra kl. 10-13.

Den officielle indvielse af det nye tilbud bliver foretaget af kulturud-valgsformand Ulla Hardy-Hansen mandag den 10. februar kl. 10.30 på Nivå Bibliotek. Alle er meget velkomne. Biblioteket giver i dagens anledning en kop kaffe og et stykke chokolade.

Fakta:
Rent praktisk kommer man i formiddagstimerne til selv at skulle lukke sig ind ved brug af sit sundhedskort og sin pinkode til biblioteket, og det kræver man er oprettet som bruger på biblioteket. Man kan blive oprettet som bruger på bibliotekets hjemmeside med sin NemID eller ved personligt fremmøde på biblioteket i den betjente åbningstid medbringende sit sundhedskort. I den selvbetjente åbningstid kan man afhente reserverede materialer, aflevere, selv finde bøger på hylderne, benytte de offentlige pc'er og kopimaskinen eller bare sidde og hygge sig med en bog eller avis.