En dansk succés historie kommer til Nødebo Kro, når Ken Lending og hans Blues Band fylder salen med toner fra New Orleans og Mississippi, fredag den 7. februar kl. 21. Med mulighed for spisning kl. 19. Han startede sit første blues band i 1970 og fejrede 50 års jubilæum som optrædende musiker i 2018.

 

Hvis man overhovedet kan tale om en skandinavisk “bluesman”, må Kenn Lending være noget af det tætteste, man kan komme på dette begreb. I det sydlige USA er en bluesman en musiker, som lever med sin musik fuldt ud. En, der kan begejstre og bevæge sit publikum ved enhver lejlighed, om det er til alvor eller fest, og som iøvrigt er blevet lært op af en ældre bluesman i de “hemmeligheder” og traditioner, der kan føres direkte tilbage til de slavegjorte afrikanere i de amerikanske sydstaters plantager.

 

At Kenn kan begejstre og bevæge sit publikum til hver en tid, har han til fulde bevist i knap 40 år med Kenn Lending Blues Band. Den traditionelle “oplæring” fik han igennem sit lange venskab og samarbejde med blues sangeren og Barrelhouse pianisten Champion Jack Dupree, født 1909 i New Orleans. Fra 1978 og til Jack Dupree’s død i 1992 spillede duoen over 1000 koncerter i 35 lande og stater i Europa, Afrika, Canada og USA. Deres nærmest symbiotiske sammenspil kan høres på mere end 20 pladeindspilninger, hvoraf CD’en “Forever And Ever”, indspillet i New Orleans i 1991, modtog WC Handy Awards: Traditional Blues Album of the Year 1992.

 

At Kenn Lending Blues Band, der fejrede sit 35 års jubilæum i 2015, har haft et bredt publikum, ud over de inkarnerede blues fans, skyldes nok Kenn Lending’s holdning til blues som mere end bare en stil. Kenn opfatter snarere blues som grundsubstansen i al sort amerikansk musik, og Kenn Lending Blues Band favner derfor alle de sorte stilarter, fra den dybe Mississippi Blues til moderne funky og soul’ed Urban Blues. En aften med Kenn Lending Blues Band er som en musikalsk rejse gennem afroamerikansk musiktradition, hvor publikum både har mulighed for at dvæle ved blues’ens dagligdags poesi og danse, til sveden springer, i et funky rytmisk univers, med rødder i Afrika.

 

Musikken spiller fra kl. 21, og man kan spise middag på Kroen kl. 19 med en to-retters menu for kun 160 kr. (135 kr. for medlemmer af Forsamlingshusets Venner). Spisebilletter købes i forsalg på forsamlingshusets hjemmeside www.noedebo-kro.dk senest onsdag den 5. februar kl. 12. Men alle er naturligvis velkomne til musikken - også dem, der har spist hjemmefra.

 

Billetter til musikken koster 150 kr. ved indgangen og 140 kr. i forsalg på www.noedebo-kro.dk. Gratis med årskort.