I januar 2020 er Kokkedal påvej gået sammen med Velkomstorkesteret, Fredensborg Kommune, Hjemme i Kunsten og Nivaagaards Malerisamling om projektet ”Velkomst” , der afvikles torsdag den 23. januar i Egedal - Byens Hus.

”Velkomst” starter ved Naturhængslet ved Skovengen. Gæsterne bydes på varm suppe og en musikalsk overraskelse inden de skal afsted på tusmørkevandring. Herefter sættes tusmørkevandringen i gang. Undervejs på vandringen kan man opleve en fernisering af Den Indre Verden og Lydværker - skabt af unge fra Kokkedal i forbindelse med projektet Hjemme i Kunsten samt kunstnerne Beatrice Alexanian og Aia Sofia Coverly Turan.

Turen slutter i Byens Hus, hvor Velkomstorkesteret, der består af Ole Kibsgaard, Peter Kibsgaard, Kuku Agami, Lars Nielsen og Dan Rasmussen, spiller op til fest og fællessang med lokale kunstnere. Publikum får udleveret sanghæfter, så alle kan synge med.

Udover koncerten vil Nivaagaards Malerisamlings direktør, Andrea Rygg Karberg, fortælle om VILLAR, hvorefter det sidste Lydværk præsenteres for publikum.

”Velkomst” er gratis og for alle!