Mere end 100 sangere optræder med nordiske sange lørdag den 1. juni kl. 15.00 i Fredensborg Slotskirke, under ledelse af dirigenten og musikeren Peter Spies.

Kor fra Fredensborg Kommune og vore venskabsbyer i Nittedal og Håbo fejrer Foreningen Nordens 100 års jubilæum med et festligt og flot program under ledelse af dirigenten og musikeren Peter Spies.Koncerten er resultatet af et nordisk kortræf arrangeret af Lokalafdelingen af Foreningen Norden og Sletten Sang og Danseforening i Kristi Himmelfarts-weekenden. Det nordiske kortræf arrangeres som en workshop. hvor der samlet indøves sange fra de seneste 100 år.

Fredensborg Kommune har et godt og frugtbart samarbejde med vore venskabsbyer. Der afholdes musikfestivaler og kulturfestivaler, og i samarbejde med og støtte fra Venskabsbyforum deltager mange borgere – unge såvel som gamle – i disse arrangementer i vore venskabsbyer.

Sidste år blev der afholdt en meget vellykket kulturfestival i vores venskabsby Nittedal. Her deltog Sletten Koret og Cantarellerne, og det gav lyst til at arrangere et kortræf i anledning af Foreningen Nordens jubilæum.

Deltagerne fra venskabsbyerne har forskellige sprog, men i korene har de sangen fælles, og et kortræf hvor man præsterer noget i fællesskab, skaber venskaber.
De deltagende kor er Kosak, Goruds og Nittedals Manskor, Klosterlikören, Håbo Damkör, Envisorna, Sletten Kor og Cantarellerne. Slotskirkens Pigekor indleder koncerten.
Nordisk Kortræf støttes af Venskabsbyforum og Nordea Fonden. Der er gratis adgang til koncerten.