Traditionen tro kan man på Nivå Bibliotek og Medborgercenter de første uger af april købe eller bytte sig til brugte bøger. 

Bibliotekarerne på Nivå Bibliotek og Medborgercenter har været i kælderen og lave forårsrengøring. Det betyder at kassevis af ubrugte – men stadig brugbare – bøger er blevet kasseret og nu vil blive solgt for en tier eller femmer for henholdsvis voksen- og børnematerialer.

Bogudsalget starter den 1. april og kører frem til den 17. april. Og det er ikke bare bøger, man kan gøre et godt kup i. Også musik-cd’er og lydbøger vil være til salg.

Samtidig med salget af kasserede materialer fra bibliotekets samlinger, vil der også være mulighed for besøgende at bytte sig til bøger. Alle er således velkomne til at komme lægge deres brugte bøger på bogbyttebænken og tage andre bøger med hjem i stedet.

Bogudsalget og bogbytningen foregår i hele Nivå Biblioteks åbningstid.