Start bilen, hop op på cyklen eller find vandrestavne frem og begiv dig ud på en oplevelsesrig kunstrute i det smukke Nordsjælland i weekenden den 5. og 6. september.

Her vil 80 censurerede kunstnere og kunsthåndværkere åbne dørene og byde dig indenfor i deres kunstneriske univers. Hør og se, hvordan kunsten bliver skabt, få en snak med kunstneren og gør måske en god handel.

Er du til maleri, grafik, skulptur, keramik, grafik, textilkunst, smykker, mm gå da ind på www.kunstrunden.dk og planlæg din rute. Du kan også hente en trykt folder på biblioteket, museer, hoteller eller i turistbureauer.

Et tilløbsstykke
Det er 7. gang at kunstnerne i Nordsjælland åbner deres atelierer og værksteder. Weekenden er efterhånden ved at være noget af et tilløbsstykke.

"Jeg tror, at succesen blandt andet skyldes at publikum kommer i kontakt med kunstnerne i deres lokalområder på en organiseret måde. Mange er lidt tilbageholdende med selv at lave en besøgsaftale hos en kunstner, men i den her weekend kan de bare komme forbi, og det tiltrækker altså rigtig mange", siger formanden for Kunstrunden i Nordsjælland, Lena Heegaard.

Stor fællesudstilling på Store Kro i Fredensborg
Forud for weekenden kan du besøge Kunstrundens fællesudstilling i Galleri Underværket på den nyrestaurerede Store Kro i Fredensborg.

Der er fernisering lørdag den 29. august kl. 12.00-16.00, hvor der blandt andet kan købes lodder til det store kunst-lotteri. På udstillingen er hver enkelt kunstner repræsenteret, så man forud for Kunstrunden i weekenden 5.-6. september kan danne sig et indtryk af den enkelte kunstners værker og planlægge en rute.

Læs mere om Kunstrunden Nordsjælland på www.kunstrunden.dk

Nyt i 2015
Vind et kunstværk
Som noget helt nyt udlodder Kunstrunden i år værker skænket af en række af de deltagende kunstnere. Lodderne kan købes hos kunstnerne ude på ruten eller på fællesudstillingen i Fredensborg og koster kr. 25,-. Vinderne kan med det samme se, hvad de har vundet, og derefter køre ud til kunstneren og afhente gevinsten under Kunstrunden i weekenden 5-6 september kl. 10-18.
Fakta

Fællesudstilling og præsentation af Kunstrunden Nordsjælands udstilllende kunstnere i Galleri Underværket, Slotsgade 6, Fredensborg 29 .august til og med 6 .september

Fernisering lørdag 29. august kl. 12-16.
Periode: lørdag den 29. august – søndag den 6. september
Åbent hverdage kl. 13-17
Weekend: kl. 10-17
Entré kr. 20,-

Kunstrunden Nordsjælland - Åbne værksteder 5. og 6. september
80 Kunstnere og kunsthåndværkere fra Kunstrunden Nordsjælland åbner deres atelierer og værksteder i weekenden 5. og søndag 6. september fra kl. 10-18.

Besøg www.kunstrunden.dk med alle kunstnernes profiler, nyheder om udstillinger samt orienterende kort over kunstnernes lokaliteter.

På biblioteker, museer, hoteller, hos kunstrundens medlemmer, m.v. ligger foldere med kort og informationer. Det er også muligt at få tilsendt en folder med posten ved at skrive til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..

Kunstrunden er blevet til i et samarbejde mellem de fem kommuner: Helsingør, Fredensborg, Hillerød, Gribskov og Halsnæs.