Nivå Amatør Teater byder søndag d. 13 september 2015 kl.15.00 velkommen til sæsonen med et latterbrøl af et lystspil – en virtuost fortalt spøgelseshistorie, fuld af vid, bid og uimodståelig komik med forestillingen "Min kone spøger."

”BLITHE SPIRIT” (”Min kone spøger”) har gået sin sejsgang over det meste af den vestlige verden – nu tager Nivå Amatør Teater livtag med denne forrygende forestilling.

En forfatter har brug for en charlatan, der selv tror, at hun er et ægte medium. Hun skal fungere som studieobjekt til en ny roman. Så han og fruen inviterer det lokale medium, Madame Arcati, til en pirrende aften, hvor alle, undtagen Madame selv, er klare over aftenens formål.

Men Madame Arcati er ikke helt så åndet og flyvsk, som selskabet regner med, og derfor lykkes det hende faktisk med mange besynderlige ritualer og trancer at kalde en ånd frem. En meget fysisk ånd, nemlig forfatterens afdøde kone. Som han i øvrigt er den eneste i selskabet, der kan se.

Det giver naturligvis komplikationer. Således er den nuværende kone meget lidt begejstret, ikke mindst da det ser ud til, at det er mere end svært at få sendt rivalinden retur til ånderiget igen. Et mindre jalousidrama udvikler sig, og pludselig er der flere ånder i spil.

"Min kone spøger" er engelsk stilkomedie, der kan være sig selv bekendt. Elegant og morsom. En komedie om ånder, i begyndelsen blot for sjov, men hurtigt bliver det alvor. Så alvorligt, naturligvis, som en let komediespøg nu kan blive det.

NAT´s teknik-team arbejder i døgndrift for at få alle "spøgerierne" på plads inden premieren søndag d. 13 september.

Debutanter på scenen: Tanja Lena Jøhnk, Hørsholm og Reinhard Preuss, Kokkedal.

EN MAND OG HANS KONE - FAKTISK HANS FORHENVÆRENDE KONE -
EN MAND OG HANS AFDØDE FORHENVÆRENDE KONE -
EN MAND HANS NUVÆRENDE OG HANS AFDØDE FORHENVÆRENDE KONE -
HAN HAR IKKE SKYGGEN AF CHANCE!!


Spilledage: 13-15-17-18-20-22-24 og 26 september. Hverdage kl. 19.30 lør/søn kl. 15.00

Billetter a´kr. 80 på 2712 2813 eller Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. Info: www.nivaateater.dk