På trods af handelslivet i Fredensborg den seneste tid har haft visse udfordringer, er det med økonomisk støtte fra kommunen og størsteparten af de handlende, lykkedes at få arrangeret det populære Fredensborg Slotsmarked for 5. gang.

Dagens festivitas skydes i gang kl 10.00 i pomp og pragt v. Helsingør Pigegarde samt åbningstale ved Borgmester Thomas Lykke Pedersen.

Der er mange hyggelige aktiviteter for både voksne og for børn, eksempelvis kommer 4 H fra Søholm med små 'klappedyr' og kaninhop.

Hesselrød Rideskole tilbyder mulighed for en træktur på pony.

Fredensborg Bibliotek sørger for 'læsehestevogn' hvor turen i hestevogn runder slotsporten, med lidt oplæsning undervejs.

Nordsjællands frivillige ungdomsbrandkorps fremviser den populære brandbil. Falkonergården går en tur med falke i gaden. Fredensborg Folkedansere tager en svingom - og vocalgruppen Vicapella står sammen med den lokale sing- og songwriter Morty(og naturligvis Helsingør Pigegarde) for de musikalske indslag!

Byens faste butikker har lagt sig i selen for at diske op med lækkerier og gode tilbud, og sammen med de mere end 60 stadeholdere - fyldes Fredensborgs Jernbanegade op med spændende varer, brugskunst, chokolade, honning, oste, vin, æbler, garn, mjød, blomster, skønne frokosttilbud godt til ganen og meget meget andet! Vi glæder os til en hel fantastisk dag for hele familien i Fredensborg.