Virksomheden fik onsdag aften den 29. oktober uddelt prisen på en succesfuld erhvervskonference for kommunens virksomheder.

Temaet for konferencen var ”Sammen bliver vi bedre” og mere end 85 deltagere bidrog på konferencen med input til kommunens nye erhvervsstrategi. Det skete på baggrund af oplæg fra bl.a. Dansk Industri og en række af kommunens virksomheder.

De mange input vil nu indgå i det videre arbejde med at færdiggøre strategien og de mange erhvervsinitiativer, som enten er eller vil blive iværksat.

En god start
Borgmester Thomas Lykke Pedersen ser konferencen som et første skridt.

”Konferencen skulle markere en ny start i forhold til kommunens erhvervsindsats herunder en ny erhvervsstrategi og etableringen af et iværksættermiljø. Det synes jeg lykkedes over al forventning, og jeg er yderst tilfreds med, at virksomhederne mødte op i stort antal og bidrog med konstruktive input til vores fremtidige erhvervsindsats. Så en stor tak skal herfra lyde til de mange virksomheder, som prioriterede konferencen”

Konferencen blev afsluttet med uddelingen af Fredensborg Kommunes erhvervspris.

En enig komité pegede på Coster Copenhagen, der på få år er vokset fra ingenting til i dag at sælge tøj i både Danmark og en række eksportmarkeder herunder Sverige, Norge, England, Tyskland og Japan.

Virksomheden der holder til i Humlebæk er nu oppe på 11 ansatte og vokser fortsat.

”Coster Copenhagen opfylder alle de kriterier vi kan lægge vægt på i forbindelse med uddelingen af erhvervsprisen. Virksomheden sætter Fredensborg Kommune på landkortet, de har haft en imponerende vækst og de udviser et stærkt socialt engagement. Det er derfor yderst velfortjent at virksomheden modtager prisen, og vi er i kommunen stolte over, at have en sådan virksomhed til huse” udtaler Thomas Elgaard.

Stolt prismodtager

Hos Coster Copenhagen var ejerne både overraskede, glade og stolte over prisen.

”Prisen betyder meget for os og ikke mindst vores medarbejdere. Det er en anerkendelse for den store indsats vores medarbejdere har ydet i et meget konkurrencepræget marked. Og så sætter vi ikke mindst pris på,
at der lægges mærke til vores engagement i lokalsamfundet” udtaler Pia og Chris Coster.

Faktaboks
Erhvervsprisen er tidligere gået til:


År    Prismodtager    Virksomhed
2008
Arne Simonsen Simons Golf


2009
Kim Vibe Scanomat


2010 Bo Kristensen SuperBrugsenFredensborg


2011 Hans Hansen Fredensborg VVS Teknik A/S

2012 Søren Ejlersen Aarstiderne A/S


2013 Hans Christiansen Orchidégartneriet


2014
Pia og Chris Coster Coster Copenhagen A/S