Der er mange, der har synspunkter/kritik /kommentarer om Humlebæk Bymidte og – specielt – Humlebæk Center.

Det er lykkeligt, at et enigt Plan-, Klima- og Miljøudvalg vendte tommelfingrene nedad for planerne om at etablere en Netto på Postgrunden i Humlebæk. Tak for det.

Lykkeligt, fordi   etablering af en Netto på Posthusgrunden ikke er en fremtidsløsning for Humlebæk Bymidte.

Hvorfor er det gået som det er i Humlebæk Center? Nu er jeg jo ikke detailhandelsekspert, men en almindelig kunde, som med ængstelse har fulgt udviklingen de sidste mere end 20 år.

Det startede så godt. En iværksætter, ansat i en større entreprenørvirksomhed, så muligheden for at tjene gode penge ved at købe en grund og bygge et center. Så langt så godt, men vores gode iværksætter kom i økonomisk uføre og måtte lade sin bank, Hellerup Bank, overtage aktiverne.

Hellerup Bank ville ikke drive indkøbscenter og solgte aktiverne videre til et nyt selskab, Hellerup Erhvervs Invest, der tilbød bl.a. læger og tandlæger med ”ondt i skatten” at investere i selskabet.  

Intet ondt i dét – men, desværre, var der ikke den nødvendige ekspertise i centerledelse til stede, hvorfor centret stille og roligt ændrede karakter, og vi så flere og flere nye små butikker, der måtte lade livet, når deres kassekredit var opbrugt. Da investorerne havde op brugt deres afskrivningsmuligheder, solgte de deres andele.

I 2000 solgte kommunen den sidste grund i Humlebæk Bymidte, hvilket betød, at antallet af butikker kunne udvides, og der blev samtidig bygget nye lejligheder oven på butikkerne.

Da denne, nye entreprenør havde færdiggjort byggeriet, satte han bygningerne til salg – og resultatet er, som vi ser det i dag: et center som i dag ejes af én privatperson.

Det betyder, at alle gode intentioner – fra byråd, fra privatpersoner, kunder, borgere som bor i centret –om ændringer/vedligeholdelse m.v.   ikke har mange chancer for at blive gennemført, for den private investor har naturligvis fuld råderet over sin ejendom.

I ”gamle dage” havde vi to banker i Humlebæk Center – det er en saga blot. Nu er Posthusgrunden, som ligger uden for Centret, sat til salg.

Post Danmark ønsker ikke længere at have et posthus i Humlebæk. Ind kom Netto ”fra højre” - de så en mulighed for at etablere et nyt lavprissupermarked på nok den mest velbeliggende grund i Humlebæk, med let adgang til busser, til toget, med masser af parkeringsmuligheder.

Som jeg husker det, havde vi for ca. 10 år siden en megadiskussion om Humlebæk Bymidtes fremtid.

Der kom masser af forslag – men jeg kan ikke huske, at nogen af dem er blevet materialiseret.   Der var derimod masser af snak. Når man i dag skal vurdere, hvordan sagen med Posthusgrunden er blevet behandlet i kommunens forvaltning, kan man undre sig over, at forvaltningen med så stor entusiasme i måneder (!) har arbejdet med et projekt, som man burde vide, ikke har nogen gang på jorden.

Som skatteborger synes jeg, det er en forkert prioritering af ressourcer, og det ville have været relevant, om man allerede på et tidligt tidspunkt havde fortalt Netto, at det også denne gang (i lighed med etableringen af Netto på Torpenvej) ville blive op ad bakke, og måske umuligt, at få et projekt igennem .

Demokratiet har talt og vil stadig tale, Gudskelov for dét. Jeg er heldigvis ikke spåkone – kan kun glæde mig over, at Nettos stormløb mod Posthusgrunden endte som en fiasko denne gang.  

Nu venter vi blot på næste udspil, for det er et faktum, at posthuset lukker – efter sigende i 2014.

Grethe Troensegaard

Humlebæk