Det var gode nyheder, man kunne læse i Politiken den 7. september. Det er nu videnskabeligt bevist, at man ikke behøver at stresse i timer i et fitness center for at få et længere liv.

30 minutters bevægelse: det kan være en spadseretur, lidt arbejde i haven, rengøring i sin bolig. Alt tæller, bare man bevæger sig.

Det er således gode nyheder, ikke mindst for vore mange ældre, der kan blive helt rundforvirret af at læse alle de gode motions- og kostråd, der i disse år vælter ind over os fra TV, radio og fra aviser.

Men tilbage til bevægelsen: når man læser Budgetforliget 2014-2017, får man let det indtryk, at det drejer sig om idræt i alle afskygninger, intet ondt ord om dét, men jeg efterlyser det, man kunne kalde ”stille idræt”, der egner sig for ældre. Vi er knap 10.000 ældre over 60 år i Fredensborg Kommune – ca. ¼ af kommunens samlede borgere. Disse ældre har også et behov for at bevæge sig, men ikke for den hårde træning.

Jeg vil arbejde for, at der skaffes flere muligheder for, at vore ældre kan få tilbudt muligheder for at bevæge sig, på deres egne betingelser og i deres eget tempo, til gavn for deres livskvalitet. Det kunne være stavgang, petanque, indendørs krocket, men det kan også være endnu mere stilfærdige aktiviteter, så som Wii-spil, der jo kan trænes indendørs hele året.

At træne og skærpe hukommelsen er også livskvalitet. Vicepræsidenten for den amerikanske Alzheimer’s Association, Maria Carrillo, siger om videospil:

”At udfordre dig selv med nye situationer er en nødvendighed for at vedligeholde hjernen. Jo sundere vores hjerne er, jo mere kan vi modstå den kognitive aldring.”

Med en halv times bevægelse og træning af hjernen ved f.eks. kortspil, kryds-og-tværs, eller skak lægger man grunden til et længere liv og større livskvalitet.

Grethe Troensegaard

Byrådskandidat

Lokallisten Fokus Fredensborg

 

{fcomments on}