Som medlem af Fritids og Erhvervsudvalget i denne byrådsperiode har jeg og et næsten altid enigt udvalg forgæves prøvet at få løst den gordiske knude på Nivå Havn i form af striden mellem Vandskiklubben og Pingvinerne.

 

Sagen har stået på alt for længe og kørte også i forrige byrådsperiode, hvor Vagn Koch Jensen, Bjørn Helstrup og Ulla Hardy Hansen sad i byrådet uden at kunne medvirke til en fornuftig løsning. Der er således ingen grund til fra deres side at latterliggøre udvalg og byråd.

Jeg er bosiddende i Humlebæk, er ikke hverken morgen – eller nøgenbader og er heller ikke medlem af vandskiklubben og kommer i øvrigt sjældent på Nivå Havn, så jeg mener selv, at jeg kan se på sagen med en vis form for objektivitet.

 

For mig har det hele tiden været magtpåliggende at finde en løsning, hvor sikkerheden for de badende – alle badende – og vandskiklubbens medlemmer havde første prioritet, og den løsning er ikke fundet endnu, ligesom vi heller ikke har fundet den endelige løsning på spørgsmålet om omklædnings og badefaciliteter til Pingvinerne.

Kort fortalt ligger broen, som Pingvinerne bruger, længere ude på molen end Vandskiklubbens bro, hvilket medfører en vis risiko for, at en speedbåd en dag kunne ramme en ”almindelig” badende, der havde forvildet sig ud i havet uden at kende risiko og konsekvenser.

Det er den problemstilling, vi skal have løst, meget gerne på det kommende møde i Fritid og Erhvervsudvalget, hvor der i øvrigt sidder to af Vagn Koch Jensens partifæller. Så han kunne jo starte med at briefe dem om, hvad partiets politik måtte være.

Jeg ville have det ganske forfærdeligt, hvis der skete en ulykke, der skyldtes den nuværende sikkerhedsmæssigt utilstrækkelige ordning, og jeg synes, sagen er alt for alvorligt til at forsøge at slå politisk plat på den.

Nok er vi i et valgår, men det skulle altså ikke forhindre os i at beholde sikkerhedsbrillerne på.

Det vil vi forsøge at gøre, også på det kommende møde.

Bo Hilsted, medlem af Fritids og Erhvervsudvalget(S)

Bregnevænget 37

3050 Humlebæk

{fcomments on}