Jeg tillader mig at forstyrre Jer som hvad jeg bedst kan beskrive som en sidste udvej.

Jeg vil så gerne have, at I vil kigge på, hvordan kommunen bidrager   - eller ikke bidrager -  til et frugtbart samarbejde mellem brugerne af de dejlige faciliteter på Nivå havn. Det haster, for vores bro er vist ved at blive fjernet.

Jeg fik en ”fødselsdagsgave” til min 90-års dag i juli, som jeg bestemt ikke havde ønsket mig. 

Det var en udsmidning af Nivå Vandskiklub, som jeg sammen med en række andre har været medlemmer af i en ”vinterbader-ordning”.  Den har betydet, at vi om vinteren har kunnet klæde om når vi bader.  Jeg har helårsbadet i mange år og er sikker på, at det har holdt mig sund og rask.

 

Når Nivå Vandskiklubs bestyrelse nedlægger vinterbade-afdelingen og altså hindrer os adgang til omklædning er det fordi de opfatter os som et problem.

Det er vi ikke og det skal vi ikke være. Vi skal bare have mulighed for at gå i vandet tidligt om morgenen året rundt, og derfor skal det være ved broen hvor der er tilstrækkelig dybde. 

Der er vel i dag afhængig af årstid og vejrlig mellem 100 og 300 personer, som går i vandet ved broen i løbet af morgenen.

Som I ved, er det en kultur, som skyder frem overalt. Havnebade læser man jo også meget om.

Kære borgmester og byråd.

Vi beder ikke kommunen om penge eller byggerier. Vi vil blot gerne kunne gå i vandet, og allerhelst vil vi selvfølgelig gerne kunne benytte nogle af kommunens faciliteter, når de ikke bruges af andre.

I stedet sker der lige nu det, at kommunen er ved at fjerne badebroen for at slippe for flere diskussioner.

Det må være eneste grund, for broen generer ingen.

Vi har været så glade for den bro, kommunen satte op for nogle år siden. Den giver mulighed for, at vi kan gå i vandet sikkert om vinteren.

Vinterbadning er for farligt, hvis man skal vandre langt ud i lavvande og bølger.

Jeg håber, I vil hjælpe os til en løsning, så vi kan bevare en bro og vores fællesskab om morgenen året rundt.

I skal være mere end velkomne til at komme ned og kigge selv. 

I behøver ikke at gå i vandet, men det kan da ellers anbefales.

Venlig hilsen

Mille Warming Skovparken 23, 2990 Nivå

{fcomments on}