Der har været mange indlæg omkring anvendelsen af den attraktive, stationsnære grund, når posthuset ved Humlebæk Station lukker.

Der er ikke meget, der kunne tale for, at Netto skulle have den eksklusive placering.

For en del år siden afviste Netto muligheden for at komme til at ligge i Humlebæk Center og placerede sig i stedet for ved Torpenvej, hvad mange lokale nu er blevet glade for, ikke mindst fordi mange småbutikker i nærområdet er lukket.

En placering på den attraktive grund ville intet tilføre Humlebæk Center, idet folk jo netop typisk ville foretage deres indkøb i Netto, springe centeret over og dermed bidrage næsten intet til et center, der trænger til de hjælpende hænder, en kommune kan give.

Så hellere et nyt bibliotek, et kulturhus, eller hvad man ellers kunne tænke sig.

Med venlig hilsen

Bo Hilsted, byrådsmedlem(S)

Bregnevænget 37

3050 Humlebæk