Skolerne landet over er åbnet i denne uge. Folkeskolereformen år 1 er forløbet med ganske gode resultater i Fredensborg kommune.

Lærerne er i høj grad dem, der både nu og fremover i deres daglige arbejde skal få reformen til at lykkes, så alle børn og unge får social dannelse, faglig udvikling og personlig trivsel, og så de undgår at blive skoletrætte.


Lærerne fortjener respekt og anerkendelse for deres vigtige samfundsopgave. Skolen og lærerne skal gives gode arbejdsvilkår, så eleverne kan blomstre og få gode uddannelsesår i folkeskolen og komme videre igennem en ungdomsuddannelse.


Så selvom det i Fredensborg kommunes skoler er gået rimeligt godt i reformens første år, så må de tidligere års sparepolitik stoppes nu. Byrådet har en pligt til at støtte økonomisk op om skolen og lærerne, og indføre bedre vilkår, så problemerne i reformen kan løses:


Der skal flere ressourcer til lektiehjælp og faglig fordybelse, så den negative sociale arv kan brydes, og så der er tid og overskud til den enkelte elev, til understøttende undervisning og Skolen i Virkeligheden, så eleverne udfordres både praktisk og teoretisk, og endelig til inklusionen, så der er nok støttetimer.


Budgetforhandlingerne står for døren – SF vil kræve bedre vilkår for lærernes vigtige samfundsopgave.


Hanne Berg, (SF),
Medlem af Fredensborg byråd