Det kunne se ud, som om vi har administreret helt uansvarligt og levet over evne, men det er faktisk ikke tilfældet.

Fredensborg er ikke landets fattigste kommune, selvom vi i den seneste tid i mange medier er blevet hængt ud på grund af en lav kassebeholdning, og at vi har en høj gæld, regnet ud pr. indbygger.


Vi har faktisk et højt serviceniveau i Fredensborg Kommune, det kan godt være, det ikke opleves sådan af borgerne, men det er faktisk tilfældet, og det kan være, det bliver nødvendigt at sænke det en anelse.
Der bliver tale om prioriteringer, og her har Socialdemokraterne meldt ud, at det ikke skal ske på børne- og skoleområdet, for børn er og bliver vores fremtid.


Da Fredensborg-Humlebæk Kommune blev lagt sammen med Karlebo Kommune, lagde man to gældsplagede kommuner sammen, og dette tilfælde giver to forkerte ikke en rigtig, så man stod med en stor gæld ved starten på den nye Fredensborg Kommune.


I sidste byrådsperiode byggede vi en ny skole ved Vilhelmsro til erstatning for Asminderød Skole, der måtte lukkes pga. mislighold, og har i denne periode bygget et nyt idrætscenter i Humlebæk, der er en tiltrængt opgradering af idrætsfaciliteterne.


Byrådet kan anklages for i de seneste år at have lavet budgetter, der havde 2015 med en lav kassebeholdning – det har alle implicerede været klar overe hele tiden – for der var så ikke plads til de uforudsete ekstraudgifter, der er kommet på det seneste i form af ekstra udgifter på handicapområdet, beskæftigelse og hospitalsindlæggelser.


Huspriserne stiger i Fredensborg Kommune, der flytter nu folk til Kommunen, og mit eget personlige ønske er så, at der hurtigt bliver råd til at vedligeholde vores veje, stier og ikke mindst vores strande, for vil vi være attraktive som tilflytterkommune, vil det være ting folk ser først, når de besøger Kommunen.


Bo Hilsted
Byrådsmedlem(S)
Bregnevænget 37

3050 Humlebæk