Bjørn Cronquist har som opfølgning på mit læserbrev om beboerdemokrati skrevet et stærkt tendentiøst indlæg, som gør det vanskeligt at debattere med ham.

Jeg vil i stedet trække mine vigtigste pointer tydeligt op.

Beboerdemokratiet bygger på en stærk tradition i Danmark, hvor beboerne vælger egne repræsentanter. Det må vi respektere. Grunden til at jeg i mit tidligere indlæg understregede principperne: demokrati, ligestillig og religionsfrihed var fordi jeg mener, at Hizb ut-Tahrir under ingen omstændigheder skal træde disse principper under fode i Islandshøjparken. Hvis det sker, vil vi stå i en politisk kamp, hvor jeg personligt, sandsynligvis et samlet byråd, samt den almene Boligorganisation vil gøre alt hvad der er muligt for at sætte en stopper for det.

Jeg nævnte i mit tidligere indlæg, at valget af lokal beboerformand i Islandshøjparken sker i en tid, hvor en række meget negative forhold sker/er sket på landsplan, men jeg nævner samtidigt en række positive modtendenser, som også er væsentlige. Som modvægt til den ofte skingre tone i debatten fremhævede jeg positivt, at Islandhøjparken har en mangfoldig beboer-sammensætning, med rigtigt mange nationaliteter repræsenteret. Det gør jeg for at undgå stigmatisering og marginalisering af en befolkningsgruppe med muslimsk baggrund. Den store gruppe er nemlig velfungerende og hårdtarbejdende borgere, som støtter op om Danmark og desuden selv nyder godt af principper som demokrati, ligestilling, religionsfrihed.

Mit vigtigste budskab er, at medborgerskab, samarbejde og dialog er en af måderne, hvorpå vi kan forebygge kulturelle og religiøse konflikter.

Måske har Bjørn Cronquist på Pilevej i Sørup helt andre kilder om Hizb ut-Tahrir end jeg som i mit tidligere læserbrev har henvist til Det Nationale Forskningscenter? Sandsynligvis har Bjørn Cronquist også en helt anden politisk dagsorden end jeg.

med venlig

Hanne Berg, SF

Byrådsmedlem,

Nivå