Torsdag den 7. januar får 289 beboere og knap 200 ansatte på kommunens plejecentre den længe ventede coronavaccine

289 beboere og knap 200 ansatte på kommunens plejecentre får på torsdag tilbudt vaccine mod corona. Det er en uge tidligere end først planlagt.

"Det er en kæmpe lettelse, at vi nu endeligt får vaccineret en stor del af vores mest udsatte borgere og ansatte. Dermed kan vi være lidt mere trygge ved fremtiden i en ellers meget svær tid", siger borgmester Thomas Lykke Pedersen ved udsigten til, at de første knap 500 vacciner bliver givet på torsdag af de praktiserende læger, som er fast tilknyttet plejecentrene.


Lettelsen deles af Hans Nissen, formand for Social- og Seniorudvalget:


"Vores beboere og deres pårørende har i 10 måneder lidt under den utryghed, som coronaen har ført med sig. Det samme har vores mange medarbejdere, som på trods af smittefaren trofast passer deres arbejde. At vaccinen kommer allerede på torsdag og at vi nu kan se lys for enden af tunnelen, er derfor en usigelig stor glæde".