I oktober sætter Fredensborg Bibliotekerne og Nivå Nu fokus på demokrati med en række arrangementer og et valgmøde. Der bliver mulighed for at høre foredrag, tale med lokalpolitikere, se udstillinger om demokratiet og udforske demokratiets muligheder, når Fredensborg Bibliotekerne og Nivå Nu går i demokrati-selvsving i oktober.

Demokratiet angår os alle
Demokratisk dannelse er en af bibliotekernes kerneopgaver og lovbestemte formål. ”Vores demokratiske samfund angår alle borgere, og det er særlig relevant at fokusere på demokrati netop nu, hvor der snart er valg”, siger kulturchef Lise Kann.

Derfor deltager Fredensborg Bibliotekerne i den nationale demokratiuge i uge 41, som er igangsat af Danmarks Biblioteksforening op til kommunal- og regionsrådsvalget den 21. november.

”Formålet med demokratiugen er at gøre os klogere på demokratiet og skabe rum for refleksion. Programmet favner bredt og rummer alt fra tips til hvordan man skriver et godt læserbrev til viden om demokratiet i et historisk perspektiv,” siger Lise Kann, som glæder sig over, at det er lykkedes at tiltrække en række eftertragtede kapaciteter til ugen.

Som optakt til demokratiugen afholdes der rundvisning på rådhuset i Kokkedal mandag den 2. oktober, hvor borgmesteren og andre politikere deltager. Temaet afrundes med et valgmøde den 17. oktober i beboerhuset Nivåhøj 68A.

Demokratiuge i uge 41
I uge 41 er der fokus på den demokratiske udvikling og demokratiforståelse i bred forstand med aktiviteter for både børn og voksne på Nivå Bibliotek og i Nivå Center.

Der vil blandt andet være mulighed for at opleve lektor Mads Kæmsgaard Eberholst fra RUC til et foredrag om den offentlige debat den 11. oktober. Og den 10. oktober vil forfatter og journalist Abdel Aziz Mahmoud, som blandt andet er kendt for bogen ”Hvor taler du flot dansk!” tale om sin bog, demokrati, integration og om at føle sig fremmed i sit eget land. Dertil deltager alle 8. klasses elever på Nivå Skole i et demokratirollespil med støtte fra Medborgerskabspuljen.

Demokratiugen kulminerer lørdag den 14. oktober kl. 11-14 med en aktivitetsdag for børn og voksne i og omkring biblioteket i Nivå. Her vil de politiske partier og lokale foreninger opstille boder, og man kan få en snak med nogle af de mennesker, som dagligt deltager aktivt i demokratiet. Har man en særlig sag, man kæmper for, er der mulighed for at fortælle om sine holdninger fra et til dagen opstillet ”speakers corner”. Og Klub2990 afholder en turnering i pannafodbold, hvor man kan dyste mod lokalpolitikere, sin nabo eller mod den palæstinensiske landsholdsspiller Hani Naboulse, som til daglig spiller i Lyngby.

PROGRAM

HVOR TALER DU FLOT DANSK! Tirsdag d. 10. oktober kl. 19.00-21.00 Nivå Bibliotek og Medborgercenter Foredrag med forfatteren og DR-journalisten Abdel Aziz Mahmoud (billedet) om hans bog, demokrati, integration, og om at føle sig fremmed i sit eget land.

HVORFOR DELTAGER DU IKKE I DEN OFFENTLIGE DEBAT? Onsdag d. 11. oktober kl. 17.00-19.00 Nivå Bibliotek og Medborgercenter Mads Kæmsgaard Eberholst, lektor fra RUC, fortæller om den offentlige debat på de sociale medier, og Steffen Slot, journalist fra Frederiksborg Amtsavis kommer med tips til, hvordan man skriver et godt læserbrev.

PÅ STREJFTOG GENNEM DEMOKRATIETS LOKALE HISTORIE Torsdag d. 12. oktober kl. 13.00-14.30 Nivå Bibliotek og Medborgercenter Lise Schifter fra Fredensborg Arkiverne tager deltagerne med på tur gennem demokratiets historie i Fredensborg Kommune.

DEMOKRATIDAG Lørdag d. 14. oktober kl. 11.00-14.00 Nivå Bibliotek og Medborgercenter, Nivå Center Mød byrådskandidater og foreninger, genopdag samtalens kunst i samtalesalonen, hold en tale fra ”speakers corner”, spil pannafodbold med lokale politikere eller en palæstinensisk landsholdspiller og meget mere ved denne store dag for hele familien i demokratiets navn.

VALGMØDE MED BYRÅDSKANDIDATER Tirsdag d. 17. oktober kl. 19-22 ”Huset”, Nivåhøj 68A Kom til ægte valgmøde med nogle af kandidaterne til byrådet, hvor du kan stille spørgsmål og få svar på stort og småt.